Lærer: Jeg bliver aldrig månedens medarbejder, men jeg bliver noget for nogen

Jeg har en jævn morgen fem dage om ugen. Fra mandag til og med fredag.

Alligevel lykkes det mig - på trods af både manglende entusiasme og en vis eksistentiel modvilje - at transportere mig selv i skole. Det er ikke, fordi jeg hver dag vågner med en voldsom lyst til at undervise i ”Bo så en ko”, men alternativet - at blive hjemme med henvisning til en ”lidt øv start på dagen” - er ikke en anerkendt årsag til fravær.

Der findes, så vidt jeg ved, heller ingen særlig paragraf, der giver dispensation for gennemsnitlige morgener med let modvind og almindelig træthed. Den slags jævne morgener, som ikke er decideret katastrofale, men heller ikke ligefrem værd at skrive hjem om.

Med de mange artikler om livet som lærer - og mine morgener - taget i betragtning, kan man godt blive i tvivl om, hvorfor vi lærere overhovedet møder op blot for at taste os selv ihjel, løse konflikter i døgndrift, svare på forældrehenvendelser på alle tænkelige og utænkelige tidspunkter i midten af et rum, hvor støjniveauet i højere grad minder om en banegård end et undervisningslokale.

Dropper humørbarometeret

Der findes dage, hvor jeg bruger 10 minutter på at få alle til at sidde ned – og de næste tyve på at få dem til at blive siddende. Der findes dage, hvor én elev græder, en anden råber, og en tredje har glemt alt, inklusive lysten til at være der. Og der findes dage, hvor jeg går hjem og tænker: “Hvad fanden foregår der?

Det er virkeligheden, men det er ikke hele virkeligheden.

For når jeg træder ind på skolens matrikel, ændrer min morgen sig. Jeg bliver nogens kollega, nogens lærer og godt nok bliver jeg ikke månedens medarbejder, men jeg bliver noget for nogen. Før klokken slår otte, modtages jeg af en velkomstkomite bestående af indskolingselever, der oprigtigt glæder sig.

I det øjeblik mærker jeg det tydeligt: Min hverdag begynder først rigtigt, når jeg træder ind ad døren og bliver en del af deres.

Med god grund – mine egne morgener taget i betragtning – begynder vi aldrig dagen med at markere os på et humørbarometer. Ikke fordi følelser er ligegyldige, men fordi de er flygtige. Netop derfor skal en morgen ikke dyrkes, måles og vejes og bruges som en undskyldning eller pejlemærke for adfærd eller deltagelse resten af dagen. Det er at gøre vores elever en bjørnetjeneste.

Verdens bedste arbejdsplads

Folkeskolen er ikke bare et sted, man møder op, når man føler for det, og når ens morgen tillader det. Det er et sted, hvor man bliver til noget for nogen. Det er et sted, hvor gode dage nogle gange opstår, fordi man kom.

Elever har, ligesom lærere og alle andre, morgener med modvind. Det kaldes moderat modgang. Og midt i de jævne morgener, de daglige konflikter, og den manglende jubel over at skulle møde op, ligger også noget andet: Verdens bedste arbejdsplads. Ikke fordi den er nem, men fordi den er vigtig.

Jeg brænder hverken ud eller op i et konstant flammehav af begejstring, men jeg forsøger at være til stede. Og det er måske det mest særlige ved skolen: At den ikke kun lever i de store øjeblikke, men i alle de små. I et blik, der falder til ro. I en konflikt, der bliver løst. I en elev, der langsomt finder mod til at prøve igen. I det stille arbejde, der sjældent larmer, men som kan mærkes længe efter.

Jeg er ikke drevet af konstant begejstring, men af meningsfuldhed. Af at være en del af et sted, hvor det, vi gør sammen, faktisk rækker længere end dagen selv.