OK-forhandlinger skal handle om vores arbejdsvilkår – ikke trendy børnesyn

Overenskomstforhandlingerne for lærerne er i gang, men det er ikke overenskomsten, der fylder i debatten i folkeskolen.dk.

Debatten domineres i stedet af tilhængere og modstandere af det såkaldte “nye børnesyn”, og desværre kommer debatten til at grave grøfterne dybere.

Nu har jeg været lærer i så mange år, at jeg har vænnet mig til modeluner, som synlig læring, kønsopdelt undervisning, den fleksible folkeskole og lignende, som altid præsenteres som en nødvendig modernisering, men i praksis fungerer det ofte som en pædagogisk trend, der skygger for de reelle udfordringer i folkeskolen – og for det, folkeskolen burde handle om: Lærernes mulighed for at levere solid undervisning.

Et uklart og overophedet begreb

Fortalerne for det nye børnesyn taler om børn som “kompetente aktører”, om relationer som den centrale læringsmotor og om en skole, der møder barnet på egne præmisser. Men begrebet er uklart og bruges politisk uden tydelig sammenhæng til undervisningens virkelighed.

Mange lærere oplever det som endnu et lag af forventninger, der udvider lærerrollen langt ud over kerneopgaven - at undervise og danne eleverne fagligt og socialt.

Når modebegreber fylder for meget, udvandes lærerens mandat. Fokus flyttes fra faglighed og struktur til diffuse idealer, der sjældent følges af ressourcer eller realistiske rammer.

Mere tid til forberedelse

Skal overenskomsten afspejle skolens virkelighed, må den prioritere det, lærere mangler mest: Tid.

Elevgruppen anno 2025 er kompleks, kravene til differentiering højere, og spændet i klasserne større end nogensinde. Det kræver grundig forberedelse at tilrettelægge undervisning, der giver både stærke, udfordrede og sårbare elever reelle muligheder for at lære.

Forberedelsestid er derfor ikke et ekstra gode, men en forudsætning for kvalitet. Uden den bliver undervisningen mindre struktureret, relationerne mere reaktive og læringsudbyttet lavere. Skal lærerne lykkes med de elever, de rent faktisk har, må forberedelsestiden styrkes markant.

Alle opgaver skal tælles med – også morgentilsyn

En af de største frustrationer i lærernes hverdag er, at opgaveoversigterne sjældent afspejler den samlede arbejdsbyrde. Mange småopgaver bliver glemt, selvom de koster tid og mental kapacitet.

Et tydeligt eksempel er morgentilsyn og et stadigt stigende antal klasselæreropgaver, så som møder med PPR, udfyldning af indstillingsskemaer med mere, som kræver tilstedeværelse og ansvar, men ikke altid registreres i opgaveoversigten. Det er ikke holdbart.

En overenskomst, skal sikre gennemsigtighed og realistiske rammer, og vi må derfor kræve, at alle opgaver med tidsforbrug tælles med. Ellers skabes mistillid i stedet for samarbejde.

Halv-terapeuter

Elevadfærden i indskolingen, hvor jeg færdes primært, har ændret sig voldsomt de seneste år. Det er blevet sværere at få relation til de elever, hvis adfærd er verbalt og fysisk krænkende overfor andre elever og lærere.

Forventningspresset er enormt, og flere forældre, og andre aktører i folkeskolen forventer, at lærere skal være både undervisere, relationsarbejdere og halv-terapeuter. Relationen til det enkelte barn er fundamentet for al læring, men kæden hopper af, når man forestiller sig, at hvert barn skal mødes fuldstændigt på egne præmisser, uden at man taler om fællesskab og almen dannelse.

En overenskomst for virkelighedens skole

I øjeblikket skabes et urealistisk pres, som giver moralsk stress.  Den kommende overenskomst kan ikke løse det hele på en gang, men den skal give luft i hverdagen, så lærerens arbejdsmiljø og arbejdsvilkår bliver væsentligt forbedrede.

Folkeskolen har brug for en overenskomst, der sikrer:

• reelt råderum i arbejdstiden, hvor der er plads til adhocopgaver
• mere forberedelsestid
• at alle opgaver – også morgentilsyn – står i opgaveoversigten
• færre uklare forventninger
• respekt for lærerens professionelle mandat

Der findes allerede vidnesbyrd på, at mange lærere – ud over at være pressede på tid og arbejdsvilkår – vælger at forlade folkeskolen. Som det fremgår af Berlingskes artikel og i Folkeskolens artikel om OK‑krav, siger lærere op, fordi arbejdsbyrden og manglende støtte gør det umuligt at undervise ordentligt.

Folkeskolen har ikke brug for flere trends. Den har brug for stabile rammer, der giver lærerne mulighed for at gøre det, de er uddannet til: At undervise.