Den danske forhandlingsmodel bliver i skåltaler fremhævet som en uangribelig succes for vores samfundsudvikling og velstand. På det private arbejdsmarked, hvor modellen er skabt, er den netop kendetegnet ved, at parterne kan forhandle reelle løsninger på plads, fordi løn, arbejdstid og vilkår hænger tæt sammen med virksomhedernes økonomi og prioriteringer. Arbejdsgiveren har både ansvar og handlekraft.
Helt så klart forholder det sig desværre ikke i det offentlige, for her er arbejdsgiveren politisk styret. Rammerne for økonomi, normeringer og prioriteringer fastlægges ikke ved forhandlingsbordet, men i finanslovsforhandlinger og kommunale budgetter. Det betyder, at overenskomstforhandlinger i det offentlige grundlæggende har en anden dynamik.
Når det kommer til arbejdstid og arbejdsmiljø, har OK26 bragt minimale fremskridt, hvorfor de grundlæggende udfordringer består: Arbejdstempoet er for højt, opgavekompleksiteten for stor og de følelsesmæssige belastninger for voldsomme.
Løsningerne har vi ellers på rede hånd: mere forberedelsestid, færre undervisningslektioner, tolærerordninger og bedre introduktion af nyuddannede.
Morten Refskov Formand for overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening
Det giver et alvorligt rekrutterings- og fastholdelsesproblem, der altovervejende er drevet af uacceptable arbejdsvilkår.
Her bliver forskellen til det private udtalt, fordi substantielle forbedringer i det offentlige oftest forudsætter politiske beslutninger: flere ressourcer, bedre normeringer og investeringer i kvalitet. Forhold, der ligger uden for den klassiske forhandlingsmodel.
Løsningerne har vi ellers på rede hånd: mere forberedelsestid, færre undervisningslektioner, tolærerordninger og bedre introduktion af nyuddannede. Erfaringerne viser, at det virker, men det kræver prioritering og ressourcer. For at modellen kan fungere i det offentlige, er det faktisk nødvendigt, at man på et politisk niveau tager ansvar for rammerne. Hvis man ikke gør det, reduceres forhandlingerne til justeringer og symptombehandling frem for grundlæggende løsninger på problemerne. Det må vi endnu en gang sande med stor harme og frustration.
Spørgsmålet er, om politikerne er villige til at tilvejebringe forudsætninger, som gør det muligt at nå hinanden? Det bliver foreningens største forestående opgave: At få politikerne til at tage et dybt og fortløbende ansvar for samfundets vigtigste institution: folkeskolen.
Den utilstrækkelige forhandlingsmodel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.