Lærerne bør undervise færre timer

Socialdemokraterne har for nylig løftet sløret for deres store folkeskoleudspil, hvor de vil bruge fem milliarder kroner om året på et loft på 14 elever for folkeskolens yngste klassetrin.

Investeringen er tvingende nødvendig, og ideen er i princippet god: Færre elever pr. lærer kan give mere ro, bedre fordybelse og større faglig opmærksomhed. Men spørgsmålet er, om et lavt klasseloft er det klogeste svar på de problemer, folkeskolen står med, hvis det ikke følges op af ordentlige og mere ensartede arbejdsvilkår for dem, der skal undervise eleverne?

Når vi ved, at lærernes arbejdsvilkår har direkte betydning for kvaliteten af undervisningen, taler vi både forhold som undervisningskvalitet, lighed og sammenhængskraft.

For dårlige og for store forskelle i lærernes arbejdsvilkår fra kommune til kommune bidrager til en uacceptabel ulighed. Bedre og mere ensartede rammer for lærernes arbejde vil være det absolut vigtigste skridt mod at sikre, at elever - uanset postnummer - møder kvalitetsundervisning i en folkeskole, hvor der er overskud og højt til loftet.

Loft over undervisningstid i Sverige

I Sverige er man undervejs med et nationalt loft over lærernes undervisningstid for at sikre rum til forberedelse, efterbehandling og faglig udvikling.

Det sker desværre på en meget trist baggrund, hvor forskellige hovedløse beslutninger gennem de sidste mange år har undergravet skolevæsenet - og dermed samfundsfundamentet - hvilket viser sig på mange ulykkelige måder. Noget lignende ser vi desværre også konturerne af i Danmark.

Den svenske erkendelse har i første omgang ført til et klart og anerkendelsesværdigt signal om, at gode arbejdsvilkår for lærerne ikke er et lokalt anliggende, men et nationalt ansvar - og et aktivt middel til bedre undervisning. For det er netop lærernes mulighed for at planlægge og udvikle undervisningen, der er kernen i en stærk folkeskole.

I det socialdemokratiske udspil vurderes det, at et loft på 14 elever vil kræve over 4.000 ekstra lærere samt store investeringer i de fysiske rammer. Vi står imidlertid allerede i dag med fødderne solidt plantet i betydelig lærermangel.

For få ønsker at uddanne sig til lærer, og tusindvis af lærere har forladt faget, fordi arbejdsvilkårene er for dårlige. Det betyder, at rigtig mange læreruddannede arbejder uden for skolen. Oprettes flere lærerstillinger, uden at vilkårene samtidig forbedres, vil det næppe løse den reelle udfordring.

Lærernes arbejdsvilkår

Det er sådan set alt andet end nyt at operere med klare, normerende og ressourcebindende elementer, når det kommer til lærernes arbejdstid. Tidligere anerkendte man politisk behovet for fælles rammer, der sikrer tid til kerneopgaven og beskytter undervisningens kvalitet. En sådan model synes i dag som en røst fra en fjern fortid, og skyggerne fra 2013 hænger stadig over os. Men den burde genoptages, hvis ambitionerne for folkeskolen for alvor skal realiseres i praksis.

Når lærere trives, øger det kvaliteten af undervisningen og elevernes læringsudbytte. Det peger både forskning og erfaring entydigt på. Derfor skal debatten ikke kun handle om færre elever i klasserne, men også om at investere målrettet i lærernes arbejdsvilkår.

Det er helt afgørende, at lærernes undervisningstimetal nedsættes, at der sikres reel tid til forberedelse og samarbejde, at der fjernes administrative opgaver og at der etableres et arbejdsmiljø, hvor lærerne kan udfolde deres professionalisme med overskud og engagement.

Det starter med gode politiske intentioner, og dem hilser vi varmt velkommen, men varige resultater kræver kloge investeringer dér, hvor de gør den største forskel. Hvis vi virkelig vil styrke folkeskolen, forbedre sammenhængskraften og mindske uligheden, skal interessen således også samle sig om lærernes konkrete arbejdsvilkår.