Lærer: Firkløver­regeringen svigter folke­skolens reelle problemer

Det var faktisk ret opmuntrende under valgkampen. For en sjælden gangs skyld virkede det, som om politikerne på tværs af partierne havde indset, at folkeskolen som institution er presset helt i bund.

Jeg var en af dem, der tillod mig at håbe på, at den politiske kurs endelig var ved at vende. Nu kender vi så det færdige regeringsgrundlag fra firkløverregeringen, og jeg sidder tilbage med en ærgerlig, men genkendelig følelse. Den store investeringslyst og vilje viste sig at være valgflæsk, der mistede smagen på omkring samme tid, som ministerbilerne skulle fordeles.

I stedet har vi fået præsenteret visionen om ”Børnenes Danmark”. Men smarte slogans koster ingenting, og de ændrer ikke på den virkelighed, vi møder ind til hver morgen.

Regeringen fremhæver, at den vil afsætte 5 milliarder kroner om året frem mod 2030 til dette velfærdsløft for hele børneområdet. Det er selvfølgelig bedre end ingenting. Men en stor del af pengene lander formodentlig slet ikke i klasselokalet. De skal blandt andet bruges på renovering af nedslidte skoler, AI-initiativer samt dag-, fritids- og klubtilbud, og utallige andre små initiativer, som der står i regeringsgrundlaget.

Det er fint og nødvendigt, at der bliver fikset utætte tage og slidte faglokaler. Men mursten laver ikke god undervisning. Når man samtidig holder beløbet op mod det enorme økonomiske efterslæb, som økonomiprofessor Nina Smith har peget på, hvor folkeskolen mangler omkring 4 milliarder kroner årligt blot for at følge med samfundets udvikling, fremstår regeringens milliardløft mindre imponerende.

Det ligner snarere et forsøg på at lappe et hul, der er blevet gravet dybere gennem mange års underfinansiering.

Kampen mod uret

Udover at pengene ikke rækker, er det også skuffende, at regeringen ikke tager fat på de problemer, der fylder mest i lærernes hverdag.

Siden folkeskolereformen har lærerne kæmpet en konstant kamp mod uret. Vi har fået mindre tid til forberedelse, mens opgaverne er blevet flere. Dokumentationskrav, møder, trivselsindsatser og administrative opgaver fylder mere og mere.

Samtidig kæmper skolerne med stadig større inklusionsudfordringer. Det er den virkelighed, der presser arbejdsmiljøet og er med til at halvdelen af alle lærere overvejer at skifte fag.

Derfor studsede jeg også over Danmarks Lærerforenings formand Gordon Ørskov Madsens reaktion. Han siger blandt andet, at han faktisk er ”overrasket over, at regeringen er så ambitiøs på hele folkeskoleområdet”.

Måske er det bare mig, men jeg har svært ved at få øje på den store ambition.

Ambitiøst ville efter min mening være et reelt opgør med de arbejdsvilkår, der gennem mere end et årti har presset lærerne.

Ambitiøst ville være at tage fat på den manglende forberedelsestid.

Ambitiøst ville være at erkende, at inklusionsopgaven mange steder er vokset hurtigere end ressourcerne.

I stedet får vi en række mindre initiativer og et milliardløft, som i høj grad skal dække et kæmpemæssigt økonomisk efterslæb, der allerede eksisterer.

Jeg forstår godt, at Danmarks Lærerforening ønsker at kvittere for, at der trods alt tilføres flere penge til området. Men jeg synes også, at det er værd at spørge, om vi er begyndt at sætte barren lidt for lavt for, hvad der egentlig kan kaldes ambitiøst.

For en gangs skyld virkede det under valgkampen, som om der var en reel politisk vilje til at tage fat om nældens rod. Men når man læser regeringens udspil, er det svært at få øje på den ambition. Tilbage står vi med flotte overskrifter, nye initiativer og store løfter. Men også med de samme udfordringer som før: For lidt tid, for få ressourcer til inklusion og til stadighed flere komplekse opgaver.