Tillid til læreres faglighed er ikke det samme som blind accept

Debatten om ”skoleparate forældre” har vist én vigtig ting: Engagementet i folkeskolen er stort.

Mange har deltaget i diskussionen, siden vi – børne- og undervisningsborgmester Jakob Næsager, forperson for Skolelederforeningen i København, Max Ulrich Larsen, og jeg selv, i Politiken skrev om behovet for at genoprette balancen i samarbejdet mellem skole og hjem.

Det engagement er værdifuldt. Men debatten har også vist, at vores budskab flere steder er blevet læst som noget andet, end det var tænkt.

Derfor er der behov for at præcisere, hvad vi faktisk argumenterede for.

I det oprindelige debatindlæg pegede vi på en udvikling, som mange lærere og skoleledere genkender fra hverdagen: At samarbejdet mellem skole og hjem flere steder er blevet så intenst og konfliktfyldt, at det lægger et betydeligt pres på lærere og ledelser – og i sidste ende også på elevernes undervisning og trivsel.

Det var ikke en kritik af engagerede forældre. Det var heller ikke et argument for, at forældre skal fylde mindre i deres børns liv, eller at de skal tie stille, når deres barn mistrives.

Tværtimod.

Et stærkt skole-hjem-samarbejde er en forudsætning for en velfungerende folkeskole.

Men folkeskolen lykkes kun, når elever oplever, at de voksne omkring dem arbejder i samme retning.

Forpligtende fællesskab

Når mindre konflikter mellem elever udvikler sig til omfattende Aula-korrespondancer mellem voksne, når lærere forventes at være tilgængelige næsten konstant, eller når faglige og didaktiske vurderinger løbende udfordres af krav om individuelle løsninger her og nu, flyttes tid, energi og opmærksomhed væk fra det, der er skolens kerneopgave: Undervisningen, fællesskabet og elevernes udvikling.

Det er en virkelighed, mange lærere står i hver eneste dag.

Selvfølgelig skal forældre reagere, når deres barn ikke trives. Det er en vigtig del af forældrerollen. Men i folkeskolen er børn ikke kun individer. De er også en del af et undervisningsfællesskab med 20-28 andre, hvor hensyn hele tiden skal balanceres.

Det var baggrunden for, at vi brugte begrebet ”forpligtende fællesskab”.

Ikke fordi elever eller forældre ukritisk skal rette ind. Men fordi folkeskolen bygger på noget større end den enkelte families ønsker i den konkrete situation. Den bygger på, at elever lærer at indgå i fællesskaber med mennesker, de ikke selv har valgt. At de lærer at håndtere uenigheder, vente på tur og acceptere, at løsninger nogle gange findes ud fra hensynet til helheden.

Det gælder også os voksne.

I den efterfølgende debat har nogle fremstillet relationer og autoritet som modsætninger. Det mener jeg er en falsk modsætning. Lærere lykkes netop gennem stærke relationer til elever og forældre. Men relationer kræver også tydelighed, retning og faglig dømmekraft.

Det betyder heller ikke, at lærere ikke skal kunne mødes med kritik eller spørgsmål fra forældre. Kritik, dialog og forskellige perspektiver er en naturlig del af samarbejdet omkring eleverne – og det er faktisk med til at styrke kvaliteten af undervisningen.

Men der er forskel på dialog og en situation, hvor enhver faglig beslutning konstant individualiseres og gøres til genstand for konflikt eller mistillid.

Derfor bliver jeg også bekymret, når vores oprindelige indlæg bliver læst som et ønske om mere lydighed eller mindre engagement fra forældre. For det var aldrig budskabet.

Tillid til læreres faglighed er ikke det samme som blind accept. Men hvis enhver beslutning konstant skal genforhandles, bliver det vanskeligt at skabe den stabilitet, retning og ro, som undervisningen kræver.

Folkeskolen er ikke bygget på lydighed. Den er bygget på samarbejde, tillid og professionelle relationer. Og den er bygget på, at lærere har et ansvar for at lede undervisningen og fællesskabet – også når der skal træffes svære beslutninger, hvor ikke alle ønsker kan imødekommes.

For uden den balance risikerer vi, at de voksnes konflikter kommer til at fylde mere end det, folkeskolen først og fremmest er sat i verden for: God undervisning, stærke fællesskaber og elevernes dannelse.