Det var en særdeles begejstret lærerformand, der i går kunne læse ambitionerne fra landets nye regering.
Ambitionerne kalder den nye regering med S, SF, M og R for ’Børnenes Danmark’ – ambitioner, der optager tæt på seks sider i regeringsgrundlaget.
”Jeg er faktisk overrasket over, at regeringen er så ambitiøs på hele folkeskoleområdet,” siger Gordon Ørskov Madsen efter at have oplistet de ting, han er gladest for.
Fem milliarder ekstra om året, et ønske om at få flere læreruddannede lærere, et projekt for at løfte de 100 skoler med de laveste karakterer i dansk og matematik.
”Jeg nævner kun de mest gennemgribende initiativer, men der er jo også en række mindre og mellemstore initiativer,” tilføjer han.
Ny finansieringsmodel er ”kæmpe gennembrud”
Udover at der er sat beløb på regeringens investeringsvillighed, som ifølge lærerformanden har en størrelse, så den faktisk vil gøre ”en afgørende forskel”, glæder han sig over, at regeringen har planer om at udvikle en ny finansieringsmodel for folkeskolen.
”Det er et kæmpe gennembrud i forhold til at sørge for, at der er en sikker og sund økonomi for folkeskolen i fremtiden,” siger han.
Læs også
Der er endnu ikke meget konkret om modellen, regeringen gerne ser udviklet. Selv skriver regeringen, at modellen skal sikre ”en mere ensartet grundfinansiering” for, ”at skoler i hele landet får de samme basisvilkår”.
Det læser Gordon Ørskov Madsen som et udtryk for, at regeringen ønsker at udvikle en model, der skaber ”en sikker økonomi”.
”En ny model skal fremtidssikre økonomien for folkeskolen. For som det er i dag, så oplever vi, at når man bevilger penge i Folketinget, så oplever man på rigtig mange skoler, at så går der fem år, og så har man sparet lige så mange penge med den anden hånd, som man fik tilført. Vi kan ikke tåle, at den problemstilling fortsætter.”
Læs også
Her er ny ministers største opgave
Er du ikke bekymret for, at meget af regeringsgrundlaget ikke er ret konkret?
”Når man har et så bredt og omfattende regeringsgrundlag, kan man ikke være særlig konkret med mange ting. Og jeg hæfter mig desuden ved, at man flere steder vil indgå samarbejde med andre om at realisere de her ting. Det viser også en åbenhed for, at man vil tage dem, der har aktier og indsigt i områderne, med på råd. Det synes jeg er meget positivt. Det opfatter jeg ikke som varm luft i ringbind”.
Først i dag kl. 10 præsenterer statsministeren sit ministerhold, hvor der vil blive sat navn på, hvem der skal stå i spidsen for at indfri regeringens ambitioner for folkeskolen.
Hvad mener du, der bliver den næste undervisningsministers største opgave?
”Det bliver at få sat gang i en proces, der skal føre til en sikker økonomi for folkeskolen ved at udvikle en ny økonomisk model. Og så også at sikre, at der er lærere nok i fremtiden med en læreruddannelse. For det er forudsætningerne for, at vi kan løfte fagligheden i skolen.”
”Jeg er faktisk overrasket over, at regeringen er så ambitiøs på hele folkeskoleområdet”
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.