Elever med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser skal - ligesom alle andre – i udgangspunktet aflægge folkeskolens obligatoriske prøver. Der er dog mulighed for, at disse elever kan få særlige prøvevilkår og i helt særlige tilfælde blive fritaget. Det er i sidste ende skolelederen, der træffer den endelige afgørelse baseret på en individuel vurdering af den enkelte elev til hver enkelt prøve.
Men i praksis havner én bestemt gruppe alt for ofte i denne kategori, selvom de slet ikke hører til her: Nemlig de flersprogede elever. Flere skoleledere har i år søgt om fritagelse fra afgangsprøven for deres flersprogede elever. Det bør få os til at stoppe op og reflektere. For problemet er ikke elevernes faglighed. Nej, det er de rammer, vi giver dem.
En enorm mental opgave
Flersprogede elever bliver alt for ofte behandlet, som om de hører til i samme kategori som elever med funktionsnedsættelser. Det gør de ikke. De har hverken en kognitiv eller psykisk barriere. Men de har en sproglig ekstraopgave, der kræver mere tid. For de skal ikke bare forstå opgaven, men oversætte, afkode og bearbejde to sprog på én gang. Det er en enorm mental opgave, og når de ikke får tid nok, sker det samme år efter år, de dumper. Ikke fordi de ikke kan faget, men fordi sproget spænder ben.
Jeg har set det igen og igen i praksis. Flersprogede elever, der mestrer stoffet, tænker klart og kan regne, analysere og forklare, men som løber tør for tid, før de når igennem de lange tekster og de tunge fagbegreber, som prøverne er bygget op omkring. Uden ekstra tid taber de kampen, før de overhovedet får lov til at vise, hvad de kan.
Nogle elever, der kun har været meget kort tid i Danmark, bør fritages. Det er en rimelig og nødvendig løsning, når det sproglige fundament endnu ikke er på plads.
Det er ikke særbehandling, men retfærdighed
Men langt flere kan gennemføre og gøre det godt, hvis vi giver dem de samme muligheder som for eksempel ordblinde elever. Ekstra tid og tilpassede prøvevilkår. Det er ikke særbehandling, det er retfærdighed, hvis I spørger mig.
Det handler om at give alle elever en reel chance for at vise deres faglige niveau – og ikke deres hastighed i at oversætte dansk. Hvis vi ønsker et prøvesystem, der måler faglighed og ikke sprogbarrierer, må vi begynde at se flersprogede elever for det, de er: Nemlig ressourcestærke elever, der har behov for tid, men ikke et handicapstempel.
Det er en fejl at fritage den elevgruppe fra prøverne
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.