Der er en gruppe elever, vi ikke taler nok om. Det er dem, som er født og opvokset i Danmark og alligevel har dansk som andetsprog.
Det er altså ikke de nyankomne, jeg mener, men de såkaldt supplerende DSA-elever (dansk som andetsprog-elever red.). Det er dem, jeg som vejleder er allermest bekymret for.
Hos elever, der har supplerende DSA-undervisning, ser vi en kompleks og ofte overset problematik. Mange af disse elever har begrænsede færdigheder både på deres modersmål og på dansk. Og det gør ondt at sige det, men det sproglige fundament mangler simpelthen på begge sprog.
Som vejleder kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvordan vi er endt her.
Mange af disse børn har ikke haft mulighed for at udvikle deres modersmål ordentligt, og det må vi turde sige højt. Det er i høj grad et forældreansvar, som mange ubevidst har forsømt.
Vi står med store udfordringer
Mange forældre er selv begrænsede på dansk og ønsker det bedste for deres børn. Derfor forsøger de at fokusere på at tale dansk derhjemme i håb om, at det vil hjælpe deres børn bedre på vej.
Problemet er, at det hverken styrker børnenes danske eller deres modersmål, tværtimod.
Når der ikke er et stærkt modersmål at bygge videre på, bliver elevernes danske sprog heller ikke udviklet ordentligt. Børnene ender altså i et sprogligt limbo.
Det er vigtigt med tidlige indsatser. Allerede i indskolingen. Vi skal blive bedre til at spotte de elever, der er sprogligt sårbare, også selvom de taler flydende dansk, og vi skal turde tage snakken med forældrene.
Ikke for at bebrejde dem, men for at gøre dem til medspillere. Der skal en fælles indsats til.
Det er let at give op og tænke, at eleverne jo er født herhjemme, så de burde da kunne dansk, men vi må ikke glemme, at sprog ikke kommer af sig selv. Det kræver tid, støtte og struktur.
Vi skal kunne tale om det, der er svært, når det handler om forældreansvar, kulturforskelle og en skole, der ikke altid er gearet til flersprogethed.
Jeg håber, flere vil være med til at tage samtalen og sætte fokus på de supplerende DSA-elever, før de glider os af hænde. Vi må ikke tabe eleverne på gulvet. Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Mange flersprogede elever dumper afgangsprøverne.
Hvis vi vil ændre det, så skal vi handle nu.
5 kommentarer
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:
Lærer: Der er én gruppe elever, jeg er allermest bekymret for
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.
Lærer: Der er én gruppe elever, jeg er allermest bekymret for
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.