Krisemøde? Hvor har I været? Der er blevet råbt op i årevis

Jeg har ikke skrevet om skolen i lang tid. Ikke fordi jeg ikke har haft noget på hjerte om mit arbejde – tværtimod - men fordi jeg har haft brug for at passe på mig selv.

Men den allestedsnærværende Pisa-debat får alle mine følelser fra 2013 frem. Hvor er det næsten tåkrummende pinligt at se politikerne gå i panik over de nye Pisa-resultater og straks indkalde til krisemøde. Krisemøde? Hvor har I været? For der er blevet råbt op i årevis.

Lærere har råbt. Pædagoger har råbt. Forældre har råbt. Skoleledere har råbt. Fagfolk har råbt.

Vi har fortalt jer, at noget er skævt. At flere og flere børn har svært ved at være i skolen. At fællesskaberne udfordres. At inklusion uden de nødvendige ressourcer ikke bare er inklusion – det er brandslukning.

Hvad vil ministeren finde ud af?

En større og større del af min arbejdsdag bliver brugt på møder. Møder om børn, der ikke kan indgå i fællesskabet. Møder om børn, der skaber uro i klasselokalet. Møder med markante forældre. Møder om handleplaner, indsatser, bekymringer, dokumentation og tværfaglige samarbejder. Alt sammen tid, der ikke bliver brugt sammen med børnene. Tid, der ikke bliver brugt på faglighed.

Og seriøst, så dukker Magnus Heunicke op med idéen om Danmarks største forældremøde. For selvfølgelig, hvis folkeskolen har problemer, må løsningen være at samle en masse forældre i et rum og spørge dem, hvad de synes. Forældre er selvfølgelig vigtige. Deres perspektiver skal lyttes til. I mine 16 år som lærer, har 98 procent af alt forældresamarbejde været varmt, konstruktivt og godt.

Men jeg er oprigtigt nysgerrig: hvad er det præcis, ministeren håber at finde ud af?

Skal vi samle X antal forældre med X antal holdninger, meninger, erfaringer og ønsker – og så håbe, at svaret på folkeskolens udfordringer på magisk vis åbenbarer sig?

Eller kunne man måske prøve noget helt vildt:

At lytte til lærerne? Os, der står i klasselokalerne hver eneste dag. Os, der ikke er smuttet endnu? Os, der forsøger at undervise 26 børn, samtidig med, at vi skal håndtere børn med massive behov, konflikter, markante forældre, inklusion, dokumentation, møder og et hav af opgaver, der stille og roligt er blevet lagt ovenpå lærerjobbet?

Måske kunne man endda spørge os: “Hvad bruger du egentlig din arbejdstid på?” Jeg tror, svarene ville være ret interessante. For problemet er ikke, at vi ikke har sagt noget. Problemet er, at der ikke er blevet lyttet.

Efterskælvet ser I nu

Så kære politikere: I behøver faktisk ikke et krisemøde for at finde ud af, hvad der er galt. I behøver heller ikke nødvendigvis Danmarks største forældremøde.

I kunne starte med at invitere dem ind, der har råbt op i årevis. Og denne gang kunne I måske prøve at lytte. For vi har ikke brug for endnu en omgang symbolpolitik, flotte ord og store krisemøder. Vi har brug for tid til børnene, ordentlige rammer, tid til faglig fordybelse, færre møder, bedre muligheder for de børn, der har brug for noget andet – og respekt for det arbejde, der bliver udført hver eneste dag ude på skolerne.

Pisa-resultaterne er ikke et pludseligt jordskælv. Det er efterskælvene efter noget, vi har advaret om længe.