Arbejdsgiverne ved, at vores frygt for konflikt er større end viljen til at kræve forbedringer

Når vi skal stemme om OK26, er det fristende at gøre det til et spørgsmål om løn. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, hvad vi siger ja til som lærere.

Ansvaret for det her forlig ligger ikke hos DLF. Hvis en overenskomst endnu en gang ikke forholder sig til de vilkår, der former vores arbejde, så er det arbejdsgiveren, der må stå på mål for det. Det er Kommunernes Landsforening (KL), der ikke vil tage et reelt opgør med de problemer, der har præget folkeskolen siden 2013.

Siden dengang har vi levet med forestillingen om, at lærerarbejde kan styres som almindelig drift. Men vores arbejde er ikke drift. Det afhænger af relationer, dømmekraft og tid til at forberede undervisning, der faktisk virker. Det er netop det, OK26 ikke forholder sig til.

Problemet er ikke, at vi får mere i løn. Problemet er, at aftalen ikke ændrer på det, der presser os i hverdagen og langsomt skubber os væk fra vores egen faglighed. Det er her, resignation bliver et præcist ord.

For det er ikke kun et spørgsmål om, at mange forlader folkeskolen. Det gør de allerede. Det mere alvorlige er, hvad der sker med os, der bliver. 

Lærerne resignerer

Jeg frygter nemlig, at vi lader noget ligge, som vi før ville have taget os tid til. At vi sænker ambitionen, før vi går i gang. At vi holder igen med engagementet, fordi vi ved, at regningen lander hos os selv i form af stress og følelsesmæssig belastning. Ikke fordi vi er blevet ligeglade. Men fordi vi ikke længere tror på, at det nytter at insistere. Det er faglig resignation.

Jeg tror, at mange lærere vil stemme ja, fordi de er bange for en konflikt. Det er forståeligt. 2013 sidder stadig i os. Og det er ikke en urimelig vurdering, at en konflikt måske heller ikke ville give et bedre resultat. 

Men hvis det er dér, vi er, så har vi et problem. For hvis KL ved, at frygten for konflikt er større end viljen til at kræve reelle ændringer, så er der meget lidt, der presser dem til at flytte sig. Så bliver konfliktretten ikke formelt afskaffet, men i praksis så svækket, at de grundlæggende problemer kan skubbes igen. Så er resignation ikke længere en undtagelse. Det er et vilkår.

Et ja til OK26 er derfor ikke bare et ja til en aftale. Det er et ja til at fortsætte ad den vej hvor flere af os må vælge mellem at forlade faget eller blive i det med lavere faglige ambitioner.

Det ansvar ligger ikke hos DLF. Det ligger hos en arbejdsgiver, som stadig ikke vil erkende, hvad vores arbejde kræver.