KL har igen vist en bekymrende mangel på vilje til at forbedre lærernes arbejdsvilkår

Når vi lærere i disse dage skal stemme om resultatet af OK26, står jeg tilbage med en grundlæggende frustration - og et behov for at sige det højt.

Vores forhandlere har arbejdet hårdt, og det fortjener respekt. Og ja, der er da elementer i aftalen, som er værd at anerkende. Den generelle del er landet med fornuftige lønstigninger, og det er ikke uvæsentligt.

Jeg har selv gennem mere end 10 år som delegeret i Danmarks Lærerforening fulgt arbejdet tæt – kongres efter kongres – hvor hovedstyrelse, delegerede og medlemmer har bidraget med analyser, praksisviden og vedholdende pres for at forbedre lærernes vilkår. Det arbejde skal heller ikke underkendes.

Det er heller ikke dér, problemet ligger. Problemet er vores arbejdsgiver.

Kommunernes Landsforening – KL – har nemlig igen vist en bekymrende mangel på vilje til reelt at forbedre lærernes arbejdsvilkår. Trods årelange erfaringer, dokumentation og gentagne forsøg på dialog, dialog og endnu mere dialog er der stadig ikke skabt de nødvendige rammer for et bæredygtigt arbejdsliv i skolen.

Samarbejdet er slidt op

Arbejdstiden, som er selve fundamentet for vores arbejde hver eneste dag er endnu engang blevet behandlet som noget, der kan skubbes til side og eller parkeres i en syltekrukke. Det er svært at forstå og blive ved med at være vidne til overenskomst efter overenskomst.

Og så sker det ovenikøbet i en tid, hvor politikere fra alle partier i deres valgløfter har overgået hinanden i at love flere penge til folkeskolen. En folkeskole, der ellers i årevis har været en del af et konstant faldende i bevillingsmiljø.

På trods af dette oplever jeg ikke blot en modstand, men en decideret uvilje fra KL, fra politikere og fra embedsværket mod at tage det ansvar på sig, som følger med arbejdsgiverrollen. Derfor står vi nu et sted, hvor vi må stille os selv et ærligt spørgsmål som profession:

Er det nuværende samarbejde med KL bæredygtigt?

Efter min vurdering er svaret nej. Hele præmissen for samarbejdet er slidt op.

Hvis vi som profession skal genvinde indflydelse på vores arbejdstid og arbejdsliv, kræver det mere end små justeringer. Det kræver, at Danmarks Lærerforening tør gentænke sin strategi og sit samarbejde med KL. Ikke som en symbolsk markering, men som en reel kursændring.

Ufravigelige krav

En sådan kursændring må begynde hos Danmarks Lærerforening selv. Så længe hovedstyrelsen anbefaler ja til aftaler, der ikke grundlæggende ændrer vores vilkår, sender det et tydeligt signal til Kommunernes Landsforening: At modstanden er til at håndtere, og at kursen kan fortsætte uændret.

En ny strategi må derfor være, at arbejdstid og arbejdsmiljø ikke blot er vigtige temaer på kongressen. De skal være ufravigelige hovedkrav. Det betyder, at DLF tydeligt forpligter sig på ikke at anbefale aftaler, der ikke rykker markant på disse områder.

Det handler ikke om symbolpolitik, men om troværdighed. Hvis arbejdsgiverne igen og igen oplever, at utilfredsheden blandt lærerne ender med et ja ved urafstemningen, er der ingen reel tilskyndelse til at ændre noget.

En kursændring kræver derfor, at DLF og kongressen tør bruge sit stærkeste kort, nemlig medlemmernes opbakning som et aktivt presmiddel - ikke som en formalitet. Først når et nej bliver en reel mulighed, bliver seriøse forhandlingerne det forhåbentlig også.

For mig bliver det derfor et nej ved urafstemningen til OK26. Ikke et nej til vores forhandlere. Det er et nej til en arbejdsgiver, der ikke lever op til sit ansvar. Det er et nej af respekt for vores fag.