Det er tåkrummende, at KL er så tonedøv over for lærerne

Det er første gang, jeg har stemt nej til en overenskomst, og det er mildest talt en underlig oplevelse. Jeg har altid været tilfreds med resultatet og processen, men denne gang er jeg landet på et nødvendigt og sørgeligt nej.

Det er ikke et protestnej, som jeg har læst, at nogle har afgivet. Jeg er ikke vred på vores forhandlere, og jeg er heller ikke ude på at straffe Gordon Ørskov Madsen – tværtimod. Jeg anerkender det arbejde, der er blevet lagt i forhandlingerne.

Jeg stemmer nej, fordi vores lille bitte ønske om forbedringer af den nuværende arbejdstidsaftale ikke er blevet imødekommet af KL. Kravene fra vores side kan man godt kalde minimale.

Vi taler ikke om radikale ændringer eller en gennemgribende reform. Nogle vil med rette kunne sige, at vores ønsker nærmest var kommaændringer. Men ikke engang de få og beskedne ændringer blev imødekommet.

Det er mildest talt pinligt og tåkrummende, at en arbejdsgiver kan være så tonedøv over for sine ansatte. Når lærere igen og igen gør opmærksom på, at deres arbejdsvilkår har ændret sig markant, burde det vække handling. I stedet bliver det mødt med stilstand. Det efterlader en følelse af ikke at blive taget alvorligt.

Bliver ikke taget alvorligt

Jeg oplever, at mine kollegaer løber stærkt. Det er ikke længere en travl periode hist og her – det er blevet en permanent tilstand. Der er ikke balance mellem tid og opgaver.

Flere og flere kollegaer går ned med stress, og endnu flere oplever det, man kan kalder moralsk stress: Følelsen af ikke at kunne levere den undervisning og støtte, som eleverne har brug for. Det slider – både fagligt og menneskeligt.

Jeg har det lidt, som at være tilbage i 2013. Dengang blev vi lærere tromlet ned af KL’s forhandlere, og den oplevelse sidder stadig i mange af os. Det var en skelsættende overenskomst, som forringede vores arbejdsvilkår markant. Siden da har vi kun set små forbedringer, blandt andet i 2020, hvor vi fik en arbejdstidsaftale. Men den har i praksis ikke været nok til at skabe reel balance i arbejdslivet mellem med forberedelse, undervisning og alle de øvrige opgaver.

Jeg kan kun give Gordon Ørskov Madsen ret i, at arbejdsmiljøet er for hårdt i 2026, og jeg kan derfor ikke vente tre år på, at der sker nødvendige forbedringer. Jeg kan heller ikke vente på, at politikerne på Christiansborg bliver vores redningsplanke og måske indfrier deres valgløfter – og måske når frem til, at flere “voksne” i folkeskolen er flere lærere. Dagligdagen er simpelthen blevet for kompleks. Jeg kan slet ikke vente på, at en undersøgelseskommission i 2028 når frem til, at arbejdsvilkårene er for ringe – nu.

Skuffet og frustreret

Måske var det en fejl, at vi til denne overenskomst ikke stillede det markante krav, at vi ville have en helt ny arbejdstidsaftale. Måske havde KL bedre kunnet forstå alvoren og taget os alvorligt. Det er værd at overveje.

Jeg sidder tilbage med en følelse af skuffelse og frustration. Frustration over at skulle se dygtige og engagerede kollegaer kæmpe for at følge med i en hverdag, der ikke hænger sammen. Og skuffelse over, en arbejdsgiver som ikke vil tage ansvar for at forbedre situationen.

Stemmer vi ja til OK26, får vi en markant lønstigning, en ekstra fridag, bedre barselsvilkår og flere andre forbedringer. Alt sammen noget, der isoleret set er positivt. Men vi får ingen forbedringer, når det gælder arbejdstid.

Og det er netop der, problemet er. For hvad nytter det, at få flere penge på lommen, hvis hverdagen stadig ikke hænger sammen?

Derfor har jeg stemt nej – for jeg kan ikke vente længere på at få forbedret mit arbejdsliv.

Kan du?