Mit ja er ikke en blåstempling af lærernes arbejdsvilkår

Jeg stemmer ja til OK26.

Ikke som en blåstempling af vores arbejdsvilkår, men fordi der i aftalen er konkrete forbedringer, som jeg tror, vi kan bygge videre på. Og fordi jeg grundlæggende mener, at et ja er det rigtige valg i den situation, vi står i.

For det første er der tale om et mærkbart lønløft. For mig er det helt afgørende, at min fagforening sikrer reallønsfremgang gennem overenskomsten. Samtidig stiger pensionen. Det er ikke uden betydning. I en tid, hvor mange offentligt ansatte har oplevet pres på reallønnen, er det et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Når det er sagt, ved vi også godt, at løn ikke kan stå alene. En analyse fra Rockwool Fonden har for nylig vist, at lærere forlader folkeskolen til fordel for job med lavere løn, men bedre arbejdsvilkår. Det siger noget ret grundlæggende om, at det nok er dér, hunden ligger begravet.

Derfor er det også vigtigt at se på de øvrige forbedringer i aftalen. Her kan der blandt andet nævnes forbedringer ved barns sygdom og forbedrede barselsvilkår, som rent faktisk kan få reel betydning i mange læreres hverdag.

Der er også taget skridt, der peger fremad for professionen. Nyuddannede lærere får en mere forpligtende introduktion til arbejdet, hvilket kan være afgørende for, om man bliver i faget som ny lærer. Der er ligeledes aftalt, at større krav til skoleplanen om tydelighed i beskrivelsen af centrale opgaver og en bedre forventningsafstemning om opgavernes indhold. Det løser ikke alle udfordringer, og der er uden tvivl brug for fortsat pres for, at KL anerkender, at lærernes arbejdsmiljø er helt afgørende for kvaliteten i folkeskolen.

For lærerne er pressede. På tid, på opgaver og på arbejdsmiljø. Det er virkeligheden, og den skal tages alvorligt, og der er brug for konkrete greb, der kan bidrage til bedre sammenhæng i vores arbejdsliv. Her vil jeg gerne pege på mindre undervisningstid og mere forberedelsestid.

Denne overenskomst løser ikke problemerne med et snuptag. Der er stadig langt igen, især når det gælder arbejdstid og arbejdsmiljø. Nogle dage så langt, at det kan føles uoverskueligt, og ja, det er frustrerende, at vi måske skal vente endnu tre år på større forandringer.

Men jeg mener alligevel, at der er fremskridt. Ikke store gennembrud, men skridt i den rigtige retning. Og jeg synes, vi er nødt til at se på helheden og på de ikke uvæsentlige forbedringer, der trods alt er forhandlet hjem.

Når jeg stemmer ja, skal det ikke ses som et punktum for vores folkeskole, men et skridt på vejen mod bedre arbejdsvilkår. Jeg har svært ved at se, at en konflikt og et eventuelt regeringsindgreb vil bringe os et bedre sted hen lige nu.

Til gengæld mærker jeg, at der er vinde omkring folkeskolen, der blæser i lærernes retning. Senest har vi set, hvordan folkeskolen har været et centralt tema i valgkampen, og hvordan partierne nærmest har stået i kø for både at omdøbe folkeskolen, men også for at love investeringer for milliarder. Jeg har svært ved at se, at et nyt regeringsgrundlag ikke kommer til at tilgodese vores folkeskole.

Men selvfølgelig er der stadig masser af arbejde at gøre for vores fagforening, der fortsat skal arbejde for at sikre bedre arbejdsvilkår og arbejdsmiljø og holde vores arbejdsgivere til ansvar. Ingen lærere er tjent med et arbejde, de ikke kan holde til.

Jeg stemmer ja. Og jeg håber, at så mange som muligt vil bruge deres stemme.