Kære Magnus Heunicke. Vi skal skrotte vores gammeldags måde at registrere fravær på

”Nu sidder du der med dine data igen!”

Kommentaren faldt ganske vist med et glimt i øjet, men dog med en underliggende anmodning om i højere grad at komme ’ud på gulvet og i øjenhøjde’ med eleverne.

Det skal vi også. Det er vi også. Men for pokker, hvor er der meget værdifuld viden at hente i den knastørre, kvantitative data, som jeg ellers tidligere har næret en vis skepsis mod. Når det gælder den tidlige indsats omkring skolefravær, er korrekt og konsistent fraværsregistrering og den data, det kaster af sig, guld værd.

Det gennemgående ønske blandt børn og forældre til børn med langvarigt, bekymrende skolefravær er, at vi skal lytte til dem. Og tro mig. Alle fagfolk vil gerne lytte, lære og forstå. For er der én ting, der står lysende klart, så er det, at ikke to fraværs(år)sager er ens, ligesom der ikke findes én universalløsning.

Jeg kan kun erklære mig enig i, at en tidlig indsats kræver en tidlig opmærksomhed. Og her er der desværre stor forskel på, hvornår skolen kan få øje på, at et barn er i risiko for langvarigt skolefravær.

Vi mangler en fraværskategori

At flere børn ’flyver under radaren’ i længere eller kortere tid, kan hænge sammen med et unuanceret fraværsregistreringssystem. Uanset hvilken platform kommunerne bruger kan forældre kun melde sygdom, anmode om ekstraordinær frihed eller ende med ’ulovligt fravær’. Hvor klikker man, når ens barn giver udtryk for, at det ikke vil i skole? Når mavepinen altid falder om tirsdagen? Når ens barn allerede lørdag frygter mandag morgen?

Her mangler vi, i min optik, en fraværskategori, hvor lærerne omgående får en pejling om, at der er et barn, der har det svært. Om det så skyldes forhold i skolen eller hjemme, er for så vidt underordnet. Men skal skolen og lærerne stå klar til at tage imod, så skal de vide, at ’sygdommen’ dækker over andet og mere end benbrud, influenza eller omgangssyge.

Som det er nu, afhænger den tidlige opmærksomhed og indsats af, at forældrene tilføjer en note til sygemeldingen. Metoden er effektiv - når den praktiseres - men den efterlader også en vis ulighed, for hvad med alle de børn hvis forældre af den ene eller den anden årsag (tabu, sproglige udfordringer, kulturelle barrierer etc.) ikke får føjet en kommentar til sygemeldingen?

Mens vi venter på, at den nye aftale om tidlig indsats på fraværsområdet følges op af en tidssvarende registrering - en opfordring, som Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, STUK, umiddelbart afslog, da jeg spurgte til det i foråret - har jeg en bøn til forældre og skoler:

1. Kære forældre: Knyt en kort kommentar til jeres barns sygemelding. I er de første, der registrerer, at noget er på vej, og ikke sjældent er der to forskellige oplevelser af det samme barn hjemme og i skolen. Gør skolen opmærksom på, at noget er ved at køre skævt.

2. Kære lærere/årgangsteams: Langvarigt skolefravær starter med klatfravær. Lav lister i jeres fraværsregistreringssystem, hvor I monitorerer antallet af fraværsperioder. Hav fravær som et fast punkt på dagsordenen en gang om måneden. Lav en skoleprocedure for at kontakte de hjem, hvor børn har med fem perioder på en måned. Det svarer procentvis til den nye politiske aftale. Er I konsekvente med jeres registreringer, tager det ikke mere end 10-15 minutter at løbe det igennem.

3. Og kære politikere og Magnus Heunicke: Når I nu alligevel giver skolen et massivt løft, så se lige retningslinjerne for fraværsregistrering efter i sømmene. Igen. De hører en anden tid til.