Vi har gjort fremmøde til et valg - og skolen betaler prisen

En ny analyse fra VIVE har endnu engang vist de markante forskelle i ulovligt skolefravær på tværs af landet. Øst for Storebælt ligger fraværet langt højere end vestpå, og eksperterne peger - helt rimeligt - på, at der ikke findes én enkel forklaring.

Det er netop derfor, jeg mener, vi er nødt til at tage en mere jordnær diskussion om, hvad fravær gør ved folkeskolen i praksis. Ikke kun for det enkelte barn, men også lærerne, der står i klasselokalet og for de elever, der faktisk møder op.

Lad mig være ærlig: De fleste forældre - mig selv inklusive - tager indimellem mine børn ud af skolen ifm. en særlig anledning. Det er aftalt med skolen og dermed ikke ulovligt. Det er ikke dér, problemet for alvor ligger. Problemet er massivt ulovligt fravær som ikke er afstemt i samarbejde med skolen.

Men det rejser et mere grundlæggende spørgsmål: hvad blev der egentlig af forældrenes ret enkle forventning om, at hvis man vil alt det sjove, så passer man først og fremmest sin skole?

Fravær er et fællesskabsproblem

Når elever udebliver, påvirker det kvaliteten af undervisningen. Progressionen bliver sværere at holde fast i, planlægningen bliver mere kompleks og undervisningen må hele tiden justeres i forhold til, hvem der var der sidst. Det er en helt konkret virkelighed.

Samtidig ændrer det dynamikken i klassen. Et læringsfællesskab fungerer bedst, når det er stabilt. Når elever i praksis glider ind og ud, bliver det sværere at opretholde den fælles retning.

Og det rammer ikke kun dem, der er væk.

Det rammer dem, der møder op. Den elev, der er klar. Den klasse, der skal videre. Og den lærer, der har planlagt et forløb med en forventning om fælles fremdrift.

Derfor er fravær også et fællesskabsproblem.

Jeg oplever, at vi i stigende grad har fået en tilgang, hvor skolegang – i praksis – bliver noget, der kan forhandles. Ikke nødvendigvis som et bevidst valg, men som en glidende bevægelse, hvor hensyn og fleksibilitet langsomt fylder mere end forpligtelsen.

Det er forståeligt. Men det har en pris.

For skolen er ikke bare et tilbud. Den er et forpligtende fællesskab. Et sted, hvor man ikke kun er der for sin egen skyld, men også for de andres.

Og der er også en dimension af respekt i det her, som vi taler for lidt om. Respekt for lærernes tid. For den forberedelse, der ligger bag undervisningen. Og for de elever, der faktisk møder op og bidrager.

Jeg mener, vi er nødt til at finde en bedre balance i debatten. Som politiker mener jeg ikke, at det her er noget, vi kan placere ét sted. Det er en fælles opgave. Folkeskolen og skolebestyrelser, lærerne i klasselokalet, forældre og vi politikere er nødt til sammen at rejse den her debat. Ikke for at placere skyld, men for at sikre, at vi ikke langsomt får undermineret det, der er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner yderligere.

Vi skal blive bedre til at hjælpe de børn, der reelt ikke kan møde op. Men vi skal også turde holde fast i, at stabil deltagelse ikke bare er en anbefaling - det er en forudsætning for, at skolen fungerer.

Hvis vi mister den forståelse, så mister vi ikke bare fremmødet. Vi mister det forpligtende fællesskab, som hele folkeskolen bygger på.