Nej tak til mere fraværsforskning - vi skal have lærernes erfaringer på banen

Der er dage, hvor man som lærer mærker skolefraværet helt tæt på. Den tomme stol i klassen. De andre elevers spørgsmål. Bekymringen og opgivelsen over ikke at kunne gøre nok. Skolelederen sukker over fraværsprocenten, og der mangler overskud til endnu et møde med forældre, der markant kæmper for at få hjælp til deres barn.

Jeg har i mange år arbejdet med børn i bekymrende skolefravær. Jeg ved, hvor tungt det kan føles at ville hjælpe, men også at mangle tid og retning.

De manglende indsatser i skolerne handler sjældent om mangel på engagement, men om rammerne for at lykkes. Derfor glæder det mig, at skolefravær endelig er kommet på den politiske dagsorden, og at der er afsat midler på finansloven: 120 millioner over fire år.

Ikke meget, problemets omfang taget i betragtning, men et sted at starte. Nu er også et kommende videncenter om skolefravær på vej. Hertil er der dog kun foreløbigt afsat seks millioner kroner om året, hvilket man ikke umiddelbart får meget videncenter for.

Løsninger skal ikke komme oppefra

Men inden jeg fortaber mig i den manglende økonomiske prioritering, er mit største håb mest af alt, at et nyt videncenter bliver noget andet end et ”skrivebordscenter”. Hvis et videncenter skal gøre en forskel for børn, forældre og lærere, skal det være et sted, hvor viden kobles til praksis.

Der findes allerede masser af forskning, metoder og erfaringer. Nu handler det om at samle og omsætte det. Og gerne sammen med lærere, der står midt i undervisningen. For det er i klasserummet og i relationen til eleverne, at den største forskel skabes. Lærere og pædagoger skal have mulighed for at handle og vide, hvor de kan starte.

Et videncenter skal ikke sende løsninger ned ovenfra, men skabe viden sammen med praksis. Det skal være et levende sted, hvor erfaringsudveksling, læring og afprøvning går hånd i hånd.

Vi kender alle til projekter, der starter godt, men forsvinder igen, når hverdagen presser på. Det skyldes ikke modvilje mod udvikling, men manglende tid til forankring. Derfor må et videncenter bygge på tanken om, at viden skal slå rødder.

Også fonde, kommuner, NGO'er og andre civilsamfundsaktører kan bringes tættere sammen i et videncenter. Mange vil gerne støtte skolerne, men midlerne havner ofte dér, hvor nogen er gode til at skrive en ansøgning. Et videncenter kan i bedste fald være med til at sikre, at ressourcerne bruges dér, hvor de gør størst forskel, og at de bedste løsninger bliver delt nationalt.

En katalysator for samarbejde

Jeg håber, at et kommende videncenter kan blive en katalysator for samarbejde og håb. Et sted, hvor viden, erfaring og engagement smelter sammen til konkrete handlinger i skolerne. Det vil ikke ske fra den ene dag til den anden.

Men hvis vi begynder med at dele mere, handle hurtigere og forebygge tidligere, kan vi forhåbentlig over tid skabe en ny skolekultur, hvor børnene ikke tabes, men bliver hjulpet i tide.

Derfor håber jeg, at et praksisnært videnscenter og pengene på finansloven bliver en start på en ny vej i arbejdet med børns bekymrende skolefravær.