Jeg gik hele 6.000 kr. ned i løn, da jeg forlod mit lærerjob til fordel for et arbejde i en anden branche. Derudover sagde jeg farvel til gode barselsvilkår, lange ferier og omsorgsdage med mine egne børn. Alligevel var jeg glad, når jeg hver morgen stod op og skulle af sted til mit kontorjob.
Jeg er tydeligvis ikke den eneste med den historie. Rockwool Fondens nye forskningsprojekt viser, at lærere går markant ned i løn, når de for sidste gang forlader lærerværelset og klasselokalet.
At folkeskolelærere forlader deres job, er ikke længere en nyhed. Vi ved det, og lige nu sidder politikerne og prøver at regne ud, hvordan de får lærerne tilbage bag katederet. Det oplagte sted at starte kunne være at lokke med kroner og øre. Men en lærerløn er allerede ganske god. Problemet er, at arbejdsvilkår ikke bare kan købes for mere i lønposen.
Det er ikke eleverne, der er problemet. Det er den måde, hele arbejdsdagen er skruet sammen på. Der er ingen huller i arbejdsugen, hvor man kan trække vejret og komme i bund med sit arbejde. Alt i lærerhverdagen er presset ind til sidste minut, og ofte går det udover forberedelsen af kerneopgaven; undervisningen.
Betaler høj pris
Når man arbejder med mennesker, har man brug for tid og luft. Man skal kunne snakke med Alma om den ferie, hun har været på med sin far, eller se Mikas nye sko, som han har ønsket sig i et år. Det er småting, men det er netop det nærvær, der giver eleverne en lærer i overskud.
En lærer, der altid har travlt og altid lige er på vej til det næste, har aldrig nærvær og reagerer først, når der bliver råbt højt eller smadret noget. Det er ikke den lærer, danske skoleelever har brug for. Men i disse år er det den eneste lærerrolle, der er plads til i folkeskolen.
Al den læring, jeg drømte om at give, er svær at skabe, når arbejdsvilkårene og overskuddet er væk
Cecilie Guldbrandsen Læringskonsulent og debattør
Det er en kliché, men man bliver ikke lykkelig for sit arbejde af høj løn alene. Det handler om et helhedsbillede, som er svært at forstå, hvis man ikke selv har løbet rundt på skolens gange og forsøgt at nå det hele.
Jeg er derfor oprigtigt glad for, at Rockwool Fonden sort på hvidt sætter tal på den mekanisme, der får lærere til at forlade deres job. Det siger nemlig alt om arbejdsvilkårene i folkeskolen. Lærere vil gerne deres arbejde. De vil lave god undervisning, og de vil gerne være til stede. Og hvis de ikke kan det, så er de villige til at betale en høj pris for at få overskuddet tilbage.
Skældud til eleverne
Den pris valgte jeg at betale, for 6.000 kr. mere om måneden gjorde mig ikke lykkelig. Jeg græd nemlig for ofte på mit lærerarbejde. Jeg havde en nerve i øjet, der konstant hoppede. Jeg løb rundt, jeg blev dårligere til mit arbejde, og værst af alt skældte jeg mine elever mere ud, end jeg burde. Alt sammen fordi jeg var i underskud.
Så nej, jeg blev ikke lærer for at blive rig. Jeg blev lærer for at hjælpe elever med at knække koden til de fire regnearter, for at vise dem, hvor vild den danske kongerække er, og for at give dem følelsen af succes, når de bygger deres eget fuglehus. Det er nemlig det meningsgivende i et lærerarbejde, når vi lykkes at skabe læring for vores elever.
Men al den læring, jeg drømte om at give, er svær at skabe, når arbejdsvilkårene og overskuddet er væk. Og så var 6.000 kr. ingenting værd.
Jeg gik 6.000 kroner ned i løn, da jeg stoppede som lærer. Men det var det hele værd
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.