Sådan får vi de flygtede lærere tilbage til folkeskolen

I det udspil til sænkning af klasseloftet i indskolingen, som socialdemokraterne går til valg på, står der, at der skal ansættes 4000 nye lærere. Statsministeren er udmærket klar over, at de ikke sådan lige er til at stampe op af jorden, og undervisningsminister Mattias Tesfaye har over for Folkeskolens debatredaktør vist positiv interesse for at modtage forslag, som kan bidrage til at løse udfordringen:

Hvordan kan man lokke nogle af de 40.000 lærere, der har fravalgt folkeskolen, tilbage i folden?

Det kan siges meget kort: Giv lærerne ordentlige arbejdsvilkår. Det her handler ikke om højere løn, ej heller om bedre karrieremuligheder og slet ikke om tildeling af frynsegoder a la Sverige, hvor politikere – gudhjælpemig – i fuld alvor vil tilbyde lærere gratis adgang til skilifter i håb om derved at kunne lokke flere ind i lærerjobbet. Det handler om at tage overtrykket af lærernes hverdag.

De lærere, der er flygtet ud af folkeskolen, er først og fremmest dem, der ikke længere orkede magtkampen i klasselokalerne. Som blev trætte af rollen som kradsepæl for udfarende børn, ikke kunne se sig selv i rollen som konstant konflikthåndterende, impotent ordensmagt, ikke holdt til den deraf følgende, kroniske adrenalinforgiftning og følte sig svigtet af en åndsfraværende ledelse.

Brandslukning og forebyggelse

Opgaven er todelt: Brandslukning og forebyggelse. Brandslukning nytter ikke meget, hvis branden omgående blusser op igen, fordi de underliggende årsager ikke erkendes og tackles, og forebyggelse er umulig, så længe huset står i flammer. Begge funktioner skal være oppe at køre på samme tid for at kunne lykkes.

Lærerne skal ikke udsættes for oplevelsen af at stå magtesløse og alene, når klasserummet fyldes af røg. De skal have hjælp, enten i form af tolærerordninger, som gør det muligt at holde konflikterne i ave, eller i form af ordninger, hvor læreren kan tilkalde et bemandet akutberedskab, som med øjeblikkeligt varsel kan tage konflikterne ud af rummet.

Et særligt problem i så henseende udgøres af fejlplacerede, såkaldt ’inkluderede’ børn. Salamancaerklæringen, der rutinemæssigt trækkes frem som den inkluderende skoles bibel, siger udtrykkeligt at inklusion, citat, ”…ikke kan anbefales (…), når hensynet til barnet eller andre børn kræver det”. Nogen mangler at læse den?

Undervisningsministeren er tydeligvis klar over, at der er akut behov for en kursændring i forhold til forstyrrende elever, men hans hidtidige forslag i så henseende er ugennemtænkte og i nogen grad direkte kontraproduktive. Det nytter ikke noget at gå i rette med forældre, der hverken kan eller vil tage et medansvar for situationen. De hører ikke efter. Og hvad skal lærere med retten (og pligten?) til at tage hårdere fat i vanartede elever? De fleste af dem magter det ikke, og de, der måske gør, vil opleve, at de hælder benzin på bålet. Ergo: Politikerne må til lommerne, så skolerne kan organisere den nødvendige brandslukning.

Når det kommer til forebyggelsesdelen, er vi ude i noget meget langsigtet og særdeles resursekrævende. Det handler om at tage overtrykket af dagligdagen og bygge skolens fællesskaber op. Her kan peges på en lang række faktorer:

Færre undervisningstimer til lærerne og  kortere skoledage til eleverne. Lærernes relationsarbejde med børnene skal opprioriteres, de skal have mere tid til forberedelse, pædagogisk råderum og bedre muligheder for samarbejde på tværs.

Præstationskulturen skal nedtones til fordel for skolens fællesskabende oplevelseskultur (fortælling, musik, fester, skoleteater, udflugter og lejrskoler mv). Klasselærerfunktionen skal styrkes, klasselofterne sænkes, de fysiske rammer opdateres, og plenumaktiviteterne skal have mere tid på bekostning af elevernes individuelle skærmarbejde. Lærerne skal trækkes ind i skolens ledelse; de skal have et rum for kollegial debat og sparring samt medindflydelse på og medansvar for skolens pædagogiske ledelse. Man skal droppe den målopfyldelseskultur, der er resultatet af 30 års fejlslagen, topstyret new public management med fokus på måleligt output, og indføre en samtalende problemløsningskultur, der gør det muligt for den enkelte skoles ansatte at gå i clinch med præcis de udfordringer, der gør sig gældende lige nu og her.

Lyder det uoverkommeligt? Muligvis, men sådan er nu engang skolens væsen.