Jeg forventer mere end spin af min fagforening. Derfor stemmer jeg nej

Før påskeferien præsenterede Danmarks Lærerforening igen-igen en overenskomstaftale, der lover markante forbedringer på både løn og arbejdsmiljø. Som om det bliver sandt, hvis bare det gentages nok gange.

Lønstigningerne er umiddelbart pæne, og det er da også fine procenter på papiret. 6,27 procent i generelle lønstigninger over tre år, pakket pænt ind i en samlet ramme på lidt over 9 procent. Det lyder jo næsten som noget, der kan mærkes.

Lige indtil jeg husker på, at virkeligheden ikke foregår på et regneark. For hvad skal vi med en lidt højere løn, når kollegaerne falder som fluer for stress, trusler og arbejdsforhold, der gør det svært at lykkes som lærer? Hvor er de reelle forbedringer i hverdagen? Hvor er den arbejdstid, der faktisk hænger sammen for os? Hvor er den tilstrækkelige forberedelsestid? Hvor er løsningerne på det arbejdspres, som lærere står i hver eneste dag?

Det skal jeg sige jer: Disse helt centrale spørgsmål er der ingen svar på i vores overenskomst, for Kommunernes Landsforening (KL) vil ganske enkelt ikke lave de forbedringer for os!

Alle følger "partilinjen"

Til Folkeskolen fortæller Gordon Ørskov Madsen: ”Med aftalen lægger spor ud og fastholder en arbejdsmiljødagsorden, og der er indskrevet nogle justeringer i arbejdstidsaftalen, som også kan bruges som afsæt til den fempart om rekruttering og fastholdelse af lærere, vi har foreslået.”

Til det må jeg bare sige, at vi lærere har brug for meget mere end nogle justeringer. Hvad skal vi bruge en aftale til, hvis den ikke sikrer rammer og hegn om vores arbejdsmiljø? At have fokus på arbejdsmiljø er åbenbart blevet den moderne version af en aftenbøn, man siger, når der kræves guddommelig indgriben, før der sker noget som helst.

Men måske er det ikke så overraskende, at DLF ikke kan opnå enighed om et bedre arbejdsmiljø med KL. Det mest opsigtsvækkende er nærmere måden, som ledelsen i min fagforening forsøger at sælge forliget.

Jeg hæfter mig nemlig ved, at hovedstyrelsen stiller i samlet flok og anbefaler et ja. Ikke en nuanceret debat. Ikke en reel afvejning af fordele og ulemper. Bare en fælles anbefaling, hvor alle følger ”partilinjen” – som om der kun findes én rigtig holdning blandt tusindvis af medlemmer med vidt forskellige erfaringer fra virkeligheden.

Jeg stemmer nej

Hvad sker der for medlemsdemokratiet, når toppen af kransekagen kun taler med en stemme? De reducerer den nej-stemmede del af medlemmerne til statister, der ikke har nogen som helst repræsentation i den 23 mands store hovedstyrelse.

Den fælles anbefaling bliver således et benspænd i forhold til den demokratiske proces – og mere en øvelse i at få et allerede indgået “kompromis” stemt igennem. For lad os nu være helt ærlige: Hvis forliget virkelig er så godt, som hovedstyrelsen forsøger at sælge det, hvorfor er der så behov for en entydig kampagne for et ja? Er det måske fordi, det ikke er så overbevisende, når man først kigger efter i sømmene?

Mit svar til overenskomsten er også entydigt: Jeg stemmer nej.

Ikke fordi jeg forventer mirakler. Men fordi jeg forventer mere end spin fra min fagforening, mere end halve løsninger – og mere end en hovedstyrelse, der taler på alles vegne uden plads til reel uenighed.

Et nej er ikke et udtryk for urealistiske krav. Det er et udtryk for, at vi godt kan se forskel på forbedringer og på noget, der bare bliver kaldt det. Og for mig er der ingen aftale uden reelle forbedringer af arbejdsmiljøet ude på skolerne og arbejdstiden for lærerne.