I det nye skoleår skal vi nedkøle relationen mellem skole og hjem

Jeg har tænkt nøje over det, og jeg tror, det vigtigste at fremhæve i disse år er, at det er gennem skolen, eleverne lærer at blive borgere i Danmark.

Vi har andre skoletyper, men folkeskolen er ”grundstolen” og det fundament, hele vores uddannelsessystem hviler på. Folkeskolen er en port, børn går igennem på deres vej ud i samfundet.

Det er utroligt positivt, at mange folkeskoler i disse år er i færd med at genopdage kulturelle pejlemærker, der bidrager til at byde eleverne velkommen i skolen og få dem til at opfatte sig som en del af et levende fællesskab.

Morgensang er sådan et pejlemærke. Når vi synger, står vi med næserne samme vej. Vi følger melodien, finder ordene og falder ind i en takt, der giver oplevelsen af at høre til.

Skolen skal være et sted, hvor der er rart at være, og hvor man som elev oplever, at man hører til.

En dygtig lærer, jeg kender, fortalte mig om en tradition, de har på hendes skole, med at tage til havet en gang om året med de ældste elever. Det er en særlig dag, hvor eleverne skal lave fysiske øvelser på havet med havkajakker og både. De anstrenger sig, bliver måske lidt utrygge og hepper på hinanden. Alle skal holde tungen lige i munden.

Inde på stranden bliver der sat boder op. Eleverne hjælper med det hele – også at rydde op. Det er en dag, de yngre elever ser frem til at deltage i, når de bliver store.

Sådan er skolen, når den er bedst. Den inviterer ind i et fællesskab, der kræver noget af den enkelte, og som giver en oplevelse af at være en del af noget vigtigt.

Inden for pædagogikken hedder det ”legitim perifer deltagelse”. Man deltager – og det er meningsfuldt i sig selv. Vi skal huske at hejse flaget for skolen og alt det, den kan.

Men vi skal også huske at være ærlige om, hvad skolen er, og hvad den ikke er.

Skolen er noget andet end hjemmet, og skolen skal ikke yde service, som var eleverne hjemme. Derfor bliver en af de vigtigste opgaver i det kommende skoleår at få revurderet samarbejdet mellem forældre og skole.

For tingene er flydt sammen, og kravene er blevet for høje.

Det var aldrig meningen, at forældrene skulle deltage i ti eller 14 skolerelaterede aktiviteter på et år, og det var aldrig meningen, at lærerne skulle holde sig orienteret om en hvilken som helst hændelse, stemning eller ændring, der har med hjemmet at gøre.

Vi må tilbage til det gode samarbejde mellem skole og hjem, hvor man ikke forlanger urimeligheder af hinanden. Forældre med mere end ét barn i skolen skal kunne komme igennem et skoleår uden at blive slidt ned af digitale beskeder, legegrupper og deltagelse.

Omvendt skal lærerne bruge deres tid på at undervise – ikke på at efterkomme en strøm af krav og henvendelser fra hjemmet.

Skolen og hjemmet skal arbejde sammen, men posen skal rystes, og relationen skal nedkøles – for alles skyld.

Syvstjerneskolen i Furesø Kommune har formuleret et pædagogisk grundsyn, der skal sætte en klar ramme for samarbejdet mellem hjem og skole. De skriver blandt andet: ”Skolen har en opgave, der rækker ud over den enkelte elevs behov – sammen retter vi blikket mod et fælles tredje.”

Vi kan lade os inspirere af Syvstjerneskolen, for de har fat i noget vigtigt. Der er behov for at beskrive skolens opgave og roller og ansvar mellem skole og hjem på ny. Debatten kan tages på nationalt niveau, men der er ræson i, at det er de enkelte skoler, der sætter pen til papir.

Jeg tror, det er vigtigt at huske hinanden på, at når børn træder ind i skolen, bliver de til elever. For mange børn er det forbundet med både stolthed og spænding. Der ligger da også en forpligtelse i det, når barnet går fra børnehave til skole. Man skal gøre sig umage – både fagligt og socialt.

Det er anstrengende, og det er vigtigt, at der også er plads til pauser, leg og grin. Børn er netop børn, og de skal mødes med gennemskuelige rammer og forventninger – ikke abstrakte krav, de ikke kan gennemskue.

Men forældrene skal også huske at give slip ved skolens port, så børnene kan vokse ind i skolens fællesskab. Når forældrene med deres adfærd viser, at skolen er et godt sted at være, får barnet tillid til, at det kan træde ind i skolen i egen ret.

Måske vil det kommende skoleår byde på mere holddeling? Det vil være godt for mange børn.

Måske vil de store skærme blive lukket ned i flere timer? Det vil også være godt, for Las Vegas har altid åbent, når pc’en er tændt.

Måske vil flere skoler oprette specialklasser, der kan give en fleksibilitet, som den almene klasse ikke kan? Det vil også være godt, for når nogle larmer, stopper undervisningen for både den, der larmer, og dem, der lytter.

Der er meget at tage fat på. Men skolen skal ikke løse alle problemer for hverken samfund eller familie. Skolen har allerede den vigtigste opgave: Den skal lære eleverne om verden gennem fagene, og den skal bidrage til den personlige myndighed, der vil gøre dem i stand til at træffe fornuftige valg og deltage som demokratiske borgere, når de engang bliver voksne. Den opgave er så vigtig, at vi slet ikke behøver at lægge mere til.