Heunicke risikerer at forsimple debatten, hvis han modstiller indivi­du­elle behov og fælles­skab

På Folkemødet slog undervisningsminister Magnus Heunicke (S) fast, at folkeskolen skal være mindre individorienteret og mere fællesskabsorienteret.

Han pegede blandt andet på, at lærerne ikke skal bruge deres hverdag på at håndtere et stigende antal individuelle særaftaler, men have mulighed for at koncentrere sig om klassefællesskabet og undervisningen.

Det er en ambition, som de fleste lærere og pædagoger kan genkende og bakke op om. Men jeg synes samtidig, at Heunicke risikerer at forsimple debatten, hvis han gør fællesskab og individuelle behov til hinandens modsætninger.

Et stærkt fællesskab opstår nemlig ikke af sig selv. Det kræver, at de professionelle voksne omkring børnene forstår de forskelligheder, som børnene møder skolen med. Når en ny børnehaveklasse starter efter sommerferien, er der ikke tale om en ensartet gruppe børn. Nogle møder skolen med et veludviklet sprog og stor erfaring med at indgå i fællesskaber. Andre kæmper fortsat med sproglige udfordringer, følelsesmæssig regulering eller sociale kompetencer.

I praksis kan forskellen mellem børn på samme alder være op mod to år i sproglig, social, følelsesmæssig og kognitiv udvikling. Det er en virkelighed, som lærere og pædagoger møder hver eneste august.

Derfor bliver spørgsmålet efter min opfattelse ikke, om skolen skal være fællesskabsorienteret eller individorienteret. Spørgsmålet er, hvordan vi skaber fællesskaber, hvor børn med meget forskellige forudsætninger oplever sig som betydningsfulde deltagere fra første skoledag. Det kræver ikke mindre viden om børnene. Det kræver mere.

Problemerne starter længe før 9.klasse

Gennem mange år har pædagoger i dagtilbud arbejdet systematisk med at observere og understøtte børns udvikling. De ved ofte meget om børnenes sproglige udvikling, deres relationer til andre børn, deres deltagelsesmuligheder i fællesskaber og de rammer, som hjælper dem til at lykkes. Alligevel oplever mange lærere, at de modtager begrænset og fragmenteret viden ved skolestart.

Noget af den vigtigste viden om barnet går tabt i overgangen mellem dagtilbud og skole. Det er paradoksalt. For hvis ambitionen er at styrke klassefællesskabet, burde vi være langt mere optagede af, hvordan dagtilbuddenes viden kan bringes i spil i planlægningen af læringsmiljøer, undervisning og klasseledelse.

Hvis vi virkelig ønsker at forstå forskellene mellem skolerne, må vi også interessere os for de forudsætninger, børnene møder skolen med. De problemer, der bliver synlige i 9. klasse, opstår sjældent i 9. klasse. Derfor bør diskussionen ikke alene handle om, hvordan vi hjælper de skoler, der kæmper med konsekvenserne. Den bør også handle om, hvordan vi styrker den tidlige opsporing, dokumentationen af børns udvikling og samarbejdet mellem dagtilbud og skole.

For mig er det ikke et spørgsmål om fællesskab eller individ. Et stærkt fællesskab bygger på, at de voksne har viden nok til at skabe rammer, hvor børn med forskellige forudsætninger kan lykkes sammen. Derfor begynder arbejdet med klassefællesskabet ikke i 0. klasse. Det begynder længe før, og det håber jeg, at Magnus Heunicke husker på.