Jeg er nødt til at undervise i fællesskab, før jeg kan komme i gang med de ”rigtige timer”

Når jeg læser mit lærerskema, står der dansk, tysk, kristendom og co-teaching. Det sidstnævnte er et fint ord for to-lærertimer. På elevernes skema står der både fag, lokale og lærer. Men der står ikke noget om, hvordan man opfører sig over for hinanden, og hvilket ansvar man har over for klassens fællesskab.

Jeg bruger virkelig meget tankevirksomhed på netop fællesskaberne, særligt her i begyndelsen af skoleåret. Det er ærgerligt, men det er absolut nødvendigt i disse tider.

Fællesskabet er efter min mening omdrejningspunktet for al god og meningsskabende undervisning og trivsel. Her taler jeg ikke om onlinefællesskaber, men om den rendyrkede fællesskabsfølelse – at vi grundlæggende trives, fordi vi er et team og løfter i flok. At vi lykkes, fordi vi er sammen med udgangspunkt i de forhold, de nu engang er.

Jeg bliver oprigtigt bekymret, når jeg som lærer på 20. år står og underviser mine elever i netop det: Altså hvad fællesskabet er for noget. Vel at mærke før jeg overhovedet kan påbegynde min rigtige undervisning.

”Hvad har det med mig at gøre?”

Måske det er, fordi fællesskabet er blevet så fjernt for eleverne. Eller fordi der ikke længere er nogen samhørighed mellem dem, og fordi det at være en del af et større fællesskab er ved at visne.

Det kan jeg ikke lade være med at tænke over, når jeg oplever flere og flere elever, som vælger at være alene fremfor at kæmpe kampen for at blive en del af fællesskabet – og dermed at tage stilling til, om det nu er et godt fællesskab, de melder sig ind i.

Når jeg spørger mine elever, hvad de forstår ved at være en del af et større fællesskab, svarer størstedelen noget i retning af, at ”hvad har det med mig at gøre?” eller ”det ved jeg egentlig ikke”.

Det skræmmer mig. Men endnu mere skræmmende er det, når forældrene svarer noget lignende til skole-hjem-samtalerne. Her kan svarene lyde noget i retning af: ”Det er vel ikke mit barn, som ikke bidrager til fællesskabet”. Eller: ”Snakker I også med de andres forældre om det?”

Grå skolelærerhår

Jeg tror, at tiden er inde til, at vi skal have et nyt fag på skemaet: Fællesskab.

Det skal vi, fordi fællesskabet - det store fællesskab, det mindre fællesskab og det inkluderende fællesskab - ikke længere er en selvfølge i den generation, som er blevet kaldt 'generation mistrivsel'.

Jeg bliver trist som lærer, som mor og som menneske, for jeg har ikke et entydigt svar på, hvordan vi får fællesskabet tilbage på sporet. Jeg ser blot, at det fælles rum bliver mindre og mindre, og at det skader elevernes og lærernes trivsel.

Her kunne en løsning være at lave et fællesskabsfag til skoleskemaet, så vi for alvor kan arbejde med fællesskabet, uden at det går udover timerne i de traditionelle fag. Det fjerner nok ikke alle mine grå skolelærerhår, men måske det kan hjælpe mig med at få troen på fællesskabet tilbage.