Fagfornyelsen kræver, at skolelederne tør vælge noget fra

De nye Pisa-resultater er alvorlig læsning. Danske 15-åriges faglige niveau er det laveste hidtil målt, og i naturfag har Danmark en af de største tilbagegange blandt de deltagende lande.

Det understreger behovet for at tage elevernes faglighed alvorligt. Og netop nu står skolerne foran en af de største forandringer af folkeskolens fag i mange år.

Fra skoleåret 2027/2028 træder fagfornyelsen i kraft med nye fagplaner og nye rammer for undervisningen. Jeg er selv medforfatter på den nye fagplan for biologi og er grundlæggende begejstret for ambitionerne om mindre detailstyring, større didaktisk råderum og bedre mulighed for faglig fordybelse og praktisk undervisning.

Men jeg oplever også selv som lærer, hvordan nye krav, projekter og ambitioner oppefra har det med at ende som ekstraopgaver på lærernes bord. Hver for sig kan de være både meningsfulde og velbegrundede. Problemet opstår, når der hele tiden kommer noget til, uden at noget andet forsvinder.

Den fejl må vi ikke begå med fagfornyelsen.

Fagfornyelsen er en ledelsesopgave

Det er nærliggende at betragte arbejdet med de nye fagplaner som en faglig opgave: Lærerne skal læse dem, fagteamet skal drøfte dem, og naturfagsvejlederen eller andre ressourcepersoner kan hjælpe processen på vej.

Men fagfornyelsen er ikke den enkelte lærers opgave. Den er heller ikke fagteamets eller naturfagsvejlederens opgave alene. Fornyelsen af skolens fag er en fælles skoleopgave – og dermed også en ledelsesopgave.

For hvis intentionerne skal kunne mærkes i undervisningen, kræver det tid til, at lærerne sammen kan forstå og diskutere fagplanerne, afprøve noget i praksis og udvikle undervisningen.

Og det arbejde kan med fordel begynde nu. Fagplanerne er endnu ikke endelige, men retningen er tydelig. Sæt dem på dagsordenen i fagteamet. Undersøg, hvad I allerede gør godt og skal bygge videre på. Prøv noget af i det små, og brug erfaringerne til at kvalificere den faglige samtale.

Men lad være med at tro, at lærerne bare finder tiden til det.

Hvis noget skal fylde mere, skal andet fylde mindre

Hvis fagfornyelsen skal prioriteres, skal prioriteringen kunne mærkes i skolens organisering.

Derfor bør enhver skoleledelse spørge: Hvornår skal lærerne have tid til arbejdet? Hvor skal de faglige samtaler foregå? Og ikke mindst: Hvis fagfornyelsen skal fylde mere – hvad skal så fylde mindre?

For lærerne får ikke flere timer i døgnet, fordi det politisk er besluttet at forny folkeskolens fag. Vi kan ikke på den ene side ønske mere faglig fordybelse og større didaktisk råderum og på den anden side implementere fornyelsen ved at lægge endnu en opgave oven i en allerede fyldt hverdag.

Prioritering kræver også fravalg, og hvis fagfornyelsen reelt skal føre en fornyelse af fagene med sig og ikke bare være “nogle nye, lidt færre mål” , ja, så skal vi også skabe plads til den.