Fagplanerne må ikke ende som endnu et pdf-dokument, ingen læser

Nu nærmer det sig. Andet og sidste udkast til de nye fagplaner er blevet offentliggjort, og alle lærere har haft mulighed for at læse udkastene og give feedback, inden de endelige fagplaner færdiggøres frem mod næste skoleår. Og nu begynder så arbejdet med at få fagfornyelsen til at leve ude på skolerne.

Jeg har haft fornøjelsen af at følge arbejdet tæt, både som den ene af to lærerrepræsentanter i rådgivningsgruppen for folkeskolens fagplaner og som medlem af fagudvalget for håndværk og design.

Det har været enormt meningsfuldt at opleve, hvordan fagfornyelsen og de nye fagplaner langsomt tager form. Samtidig har det givet mig et, for lærere, sjældent indblik i en proces, hvor lærerne rent faktisk har en plads og en stemme i arbejdet med at udvikle en del af fundamentet for undervisningen i folkeskolen.

Der er selvfølgelig mange involveret, når nye fagplaner skal blive til virkelighed. Og heldigvis for det. Forskere, fagdidaktikere, organisationer, skoleledere, elever, politikere og mange andre perspektiver sidder omkring bordet. Men jeg har hele tiden oplevet, at lærerstemmen er blevet taget alvorligt.

Arbejdet med fagfornyelsen har derfor gjort indtryk på mig. Der er nemlig lagt op til didaktisk dialog, øget lokal frihed og større tillid til lærernes professionelle dømmekraft. Noget, jeg virkelig har længtes efter i hele mit lærerliv. Det betyder, at lærerne i langt højere grad får mulighed for at bruge og udfolde deres faglighed og gøre en reel forskel, uden at koncepter, utallige læringsmål eller fikse idéer sætter retningen.

Fagfornyelsen er derfor en unik mulighed for, at vi langt om længe får en folkeskole, hvor undervisningen er tæt forbundet med folkeskolens formål og opleves som mere meningsfuld og inspirerende for både lærere og elever. En undervisning, der giver plads til faglig fordybelse, stærke fællesskaber, elevinddragelse og praksisorienterede arbejdsformer.

Kan fagplanerne inspirere?

I mange år har vi lærere ønsket at blive hørt, og derfor synes jeg også, at den brede inddragelse er afgørende for fagfornyelsen. Både for de skoler, der lige nu er en del af afprøvningen og kommer med deres bud på, hvad der fungerer i undervisningen set med deres knivskarpe lærerblik, og for de mange lærere og andre interesserede rundt om i landet, som har bidraget med deres perspektiver.

De perspektiver skal nu bidrage til udviklingen af den endelige version af de fagplaner, der skal bruges af lærerne i deres hverdag.

Lærernes stemme er vigtig, når der skal ses på fagplanernes anvendelighed. Kan fagplanerne inspirere, når undervisningen skal planlægges, når nye idéer til en mere praksisorienteret undervisning skal afprøves, og når der skal findes plads til både fordybelse og elevinddragelse, som fagplanerne lægger op til?

Det er jo spørgsmål, som kun kan besvares af de lærere, der hver dag underviser i fagene i skolen.

Det er vigtigt at slå fast, at fagplanerne ikke i sig selv sikrer god undervisning eller ændrer folkeskolen med et trylleslag.

Fagfornyelsen handler mindst lige så meget om det, der skal ske ude på skolerne. Både i den kommende tid for fagplansskolerne i forbindelse med afprøvningen – og særligt på den lange bane.

Det handler om de faglige diskussioner. Om den didaktiske kultur. Om at skabe en skole, hvor undervisningen har sit afsæt i folkeskolens formål, hvor eleverne udvikler sig både fagligt og socialt, og hvor lærerne får større frihed til at udfolde deres faglighed.

Fagfornyelsen skal virkeliggøres ude på skolerne

Fagfornyelsen er på mange måder også en påmindelse om, at skolen ikke kan stå stille. Den er nemlig også en anledning til at gentænke, hvad det vil sige at undervise i både matematik, madkundskab og musik i en verden med kunstig intelligens, klimakrise og krig i Europa.

Sammen med fagfornyelsen skal vi insistere på, at det er læreren, der skaber den gode undervisning. Og vi skal insistere på, at lærernes stemme og faglighed bliver hørt, når folkeskolen udvikles. Det kræver også, at vi tager ansvar for den fagfornyelse, som vi nu har været en del af.

Fagfornyelsen kommer nemlig med så meget meningsfuldt, og derfor må fagplanerne ikke ende som endnu et pdf-dokument på en hjemmeside, som ingen læser, eller et sæt intentioner, der langsomt visner under presset fra en travl hverdag og ”det, vi plejer”. Og så kommer fagfornyelsen altså heller ikke med et 30-minutters oplæg en torsdag eftermiddag klokken 16.25 efter to fagteammøder. Det kræver til gengæld vedholdenhed.

Fagfornyelsen fornyer nemlig intet, hvis ikke den bliver virkeliggjort ude på skolerne. Hvis ikke den bliver forstået, fortolket og forankret i praksis. Det kræver tid. Og det kræver, at vi som lærere tager arbejdet på os og bruger fagplanerne som afsæt for de faglige og didaktiske diskussioner, de er tænkt til.

Fagfornyelsen må altså ikke ende som en hengemt spegepølsemad i skoletasken efter sommerferien. Den skal ud at leve. I forberedelseslokalerne, i klasseværelserne og i de faglige diskussioner mellem lærere. Det sker kun, hvis vi læser fagplanerne, diskuterer dem, udfordrer dem og omsætter dem til god undervisning. Den mulighed håber jeg, at lærerne griber.