De nye fagplaner – vinduet er åbent nu

Skolens og lærerens opgave er gennem undervisning i fag at opfylde folkeskolens formål. Det er vi ansat til som lærere, det er vores adelsmærke, og det er gennem undervisningen i fagene, at skolen møder eleverne. Når vi udvikler fag, udvikler vi derfor skolen. Det skal vi som lærerprofession være meget bevidste om.

Derfor er det enormt positivt, at skolerne er strømmet til for at afprøve og udvikle fremtidens fagplaner – 140 skoler har søgt de 100 pladser, der er i det særlige udviklingsforløb. Det er også helt nødvendigt, for det er altså lige nu, at vinduet er åbent!

De kommende fagplaner sætter en retning for udviklingen af prøver og læremidler. De får med andre ord afledte betydninger, som griber ind i lærernes hverdag. Derfor er det så vigtigt, hvad der står i dem.

Jeg er glad for, at vi som lærere nu griber muligheden for at lægge fundamentet og sikre, at fagplanerne kan bakke op om den gode undervisning i stedet for at være noget, der er udtænkt langt, langt væk fra folkeskolen – og sikrer, at de først bliver prøvet godt af i en undervisningsvirkelighed.

Er man ikke lærer på en af de skoler, der nu har meldt sig til at teste og udvikle fagplanerne, udelukker det heldigvis ikke, at man gør sin lærerstemme gældende.

Udkastene til fagplanerne bliver nemlig offentliggjort til efteråret, og der har alle landets skoler mulighed for at give deres besyv med. Det vil jeg gerne opfordre til, at man benytter sig af – men det kræver naturligvis, at skolerne er i stand til at prioritere det.

De nye fagplaner arbejder med fokus på elevernes kundskaber, myndighed og engagement direkte hen imod folkeskolens formål.

Der er fire overordnede didaktiske principper om elevinddragelse, fordybelse, praksisnær undervisning samt faglige og sociale fællesskaber, som er et meget fornuftigt svar på spørgsmålet: Hvordan lærer eleverne bedst?

Alt i alt er jeg meget begejstret for udsigten til de kommende fagplaner og måden, de udvikles på. Men de kan ikke stå alene.

Skolens rammer skal ikke blot passe til de nye fagplaner – de skal understøtte dem. Og her er der desværre lang vej igen. Andelen af undervisere uden en læreruddannelse vokser og vokser. Alt for mange lærere oplever et dybt presset arbejdsmiljø, der står i vejen for at skabe den fede undervisning, man så gerne vil give alle sine elever. Man står alt for alene og med alle mulige andre opgaver end undervisningen. Og prøver og eksamener lægger den varierede og eksperimenterende undervisning i en spændetrøje.

Alt dette må og skal forbedres, hvis alle de virkelig gode intentioner og muligheder med de nye fagplaner for alvor skal indfris.