Eleverne betaler prisen, når de undervises af lærere uden linjefagsuddannelse

Det er berigende for ens praksis at være eksaminator og censor – ligesom det er berigende at have besøg af censorer fra andre skoler, der kommer med en anden kultur og et andet pensum.

Før sommerferien var jeg igen både eksaminator og censor, og der er en observation fra mine censorater, som jeg tager med mig videre. En observation, der egentlig ikke burde findes, for den er hverken i lærernes eller elevernes interesse. Men ved de censorater, hvor den pågældende lærer ikke var uddannet i linjefaget, klarede eleverne sig gennemgående mindre godt end på de skoler, hvor lærerne havde en faglig uddannelse i faget.

Det kan der være mange årsager til. Måske hører eleverne ikke fagbegreberne anvendt konsekvent i undervisningen. Måske bliver de ikke introduceret til de metoder og arbejdsformer, som er særlige for faget. Måske får de ganske enkelt ikke den faglige sikkerhed, der opstår, når de undervises af en lærer med en dyb forståelse for fagets indhold og prøvekultur.

Jeg påstår ikke, at en lærer uden linjefag eller undervisningskompetence ikke kan levere god undervisning. Mange lærere løfter deres opgaver imponerende i fag, de ikke er uddannet til at undervise i. Men mine oplevelser som censor giver anledning til et vigtigt spørgsmål: Hvad er prisen, når vi accepterer, at lærere underviser uden formel faglig uddannelse i faget?

Pragmatismen bør være nødløsningen

Når eleverne går til prøve, er det ikke alene deres personlige indsats, der bedømmes. Prøveresultatet er også et spejl af kvaliteten af den undervisning, de har modtaget gennem deres skolegang. Derfor bør det bekymre os, hvis elevernes muligheder for at lykkes afhænger af, om de tilfældigvis er blevet undervist af en lærer med eller uden relevant faguddannelse.

Jeg anerkender fuldt ud, at skoledrift også er et spørgsmål om logistik. Skemaer skal gå op, økonomien skal hænge sammen, og ikke alle skoler har adgang til de kompetencer, de ønsker sig. Pragmatismen er nødvendig. Men pragmatisme bør være en nødløsning – ikke en ambition. For hvis mine observationer afspejler en bredere tendens, er det i sidste ende eleverne, der betaler prisen. De får ganske enkelt ikke den kvalitetsundervisning, de burde.

Hvis vi virkelig mener, at folkeskolens fag har værdi i sig selv, må vi også insistere på, at de undervises af lærere med de nødvendige faglige kompetencer. Vi ville næppe acceptere, at en fysiklærer uden naturfaglig baggrund underviste år efter år. Hvorfor er vi så villige til at acceptere det i andre fag?

Hvis vi ønsker, at alle elever skal møde prøverne med de bedste forudsætninger, bør spørgsmålet om faguddannede lærere stå højt på dagsordenen. Det fortjener eleverne, og det fortjener folkeskolen. Det bør have den nye undervisningsministers bevågenhed.