DLF byder den autoritære lærer velkommen tilbage

’En lærer skal have autoritet, men han skal ikke være autoritær’.

Denne holdning har de sidste 50 år været en grundsten i Danmarks Lærerforenings selvforståelse. Med foreningens støtte til det netop fremlagte lovforslag om fysisk magtanvendelse i folkeskolen står den nu - i relativ ubemærkethed - for fald. 

Anderledes kan man ikke forstå DLF’s støtte til lovforslagets legitimering af lærerens fysiske magtanvendelse overfor forstyrrende eller chikanerende elever, der nægter at efterkomme en henstilling om at forlade klassen og modsætter ’fysisk guidning’, dvs.  at lade sig føre ud med en venlig hånd på skulderen.

I disse situationer vil læreren fremover have lovens velsignelse til at tage så hårdt som nødvendigt fat og tvinge eleven til at følge med.

Denne indiskutabelt autoritære magtanvendelse skal ske under iagttagelse af en længere række betingelser omkring rettidighed, proportionalitet og individuelle hensyn, eksempelvis i forhold til elever med særlige behov.

Elevens forældre skal efterfølgende informeres, og kommunalbestyrelsen skal have besked. Både eleven og forældrene skal have mulighed for at udtale sig om sagen, og skolen vil være forpligtiget til at tale med eleven om hændelsen. Hvis forældrene mener, er magtanvendelsen har været uberettiget, opfordres de til at foretage politianmeldelse.

Radikalt brud

Det er et radikalt brud med konceptet om læreren som den person, som i kraft af sin faglige kompetence og nære relation til eleven fremstår som en respekteret autoritet, der aldrig anvender sin fysiske overmagt til at gennemtvinge sin vilje overfor eleverne. Læreren tillægges hermed principielt et voldsmonopol, som ellers kun politiet råder over.

Forslagsstillerne understreger, at den fysiske magtanvendelse kun bør komme på tale ’undtagelsesvist’. Men faktum er, at stærkt forstyrrende og chikanerende elever er en daglig realitet for tusindvis af lærere.

Undervisningsministeriet har netop fremlagt en undersøgelse, der dokumenterer, at omkring halvdelen af landets folkeskoler tumler med seriøse problemer omkring vold og udadreagerende elevadfærd.

Lærere vil fremover kunne møde skoleledere, der anviser magtanvendelse overfor udskejende elever, og omvendt: Skoleledere, der i forbindelse med klager ikke har deres ryg, fordi de ikke finder, at læreren i tilstrækkelig grad har iagttaget lovens mange forbehold. 

For en, der som undertegnede bl.a. fra min plads i DLF’s hovedstyrelse gennem en længere årrække igen og igen forgæves pegede på nødvendigheden af, at DLF tog skolens uroproblem langt mere alvorligt, er det en god nyhed, at foreningen endelig rykker sig på dette punkt.

Men som det ofte sker, når velovervejede indgreb udskydes i ét væk, har både lovgivere og DLF her tabt hovedet og overreageret i panik. Med anbefalingen af denne lov byder man i al diskretion den autoritære lærer velkommen tilbage til folkeskolen efter mere end 50 års undsigelse.

Magtanvendelse er uforeneligt med den moderne lærer

DLF’s oftest fremførte bud på imødegåelse af uroproblemet er indførelse af tolærerordninger. Og vi ved fra lærernes tilbagemeldinger, at tolærerordninger er en stor hjælp i urohærgede klasser.

Men tolærerordninger lider af den skavank, at de er rasende dyre. Undervisningsministeriet har beregnet, at alene indførelse af tolærordninger i indskolingen, skolens mest konflikthærgede klasser, vil koste ca. 4,5 mia. årligt. Selv hvis miraklet skulle ske og man fandt de penge, ville det efterlade resten af folkeskolen med uløste problemer.

Den rigtige, økonomisk overkommelige løsning ville være oprettelse af effektive, ubureaukratiske akutberedskaber, som læreren kan tilkalde i tilspidsede situationer med minuts varsel.

Magtanvendelse i folkeskolen er desværre uomgængelig nødvendig i visse situationer, hvor de pædagogiske værktøjer ikke rækker, men den skal varetages af folk, der virkelig ved, hvad de har med at gøre; ikke af lærere, der hverken uddannelsesmæssigt, fysisk eller mentalt er klædt på til opgaven.

Magtanvendelse overfor forstyrrende og chikanerende elever er grundlæggende uforenelig med en moderne lærerrolle, og DLF burde aldrig have forladt sin position som indædt forsvarer af den autoritative, ikke-autoritære lærer.