Lærer: Min elev tog kvælertag på mig

For et stykke tid siden oplevede jeg noget, jeg aldrig havde forestillet mig skulle ske.

En elev lagde hænderne om min hals og sagde til sine klassekammerater: ”Jeg kvæler hende!” Heldigvis kom jeg ikke til skade. Episoden blev håndteret, og eleven undskyldte.

Senere brød en anden elev grædende sammen, for hele episoden havde været meget voldsom at overvære , og en tredje elev sagde: ”Lærerne gør jo alligevel ikke noget.”

De ord gjorde ondt. For vi havde gjort en masse. Gennem det meste af skoleåret havde vi lærere gentagne gange gjort opmærksom på vores bekymringer. Vi havde samarbejdet med konsulenter og arbejdet med klassens fællesskab. Alligevel begyndte det nye skoleår med stort set de samme rammer.

Efter episoden blev det hele for meget, og jeg havde brug for nogle dage væk fra arbejdet. Jeg er okay nu, men én ting står klart for mig: Problemerne opstod ikke den dag, eleven lagde hænderne om min hals. De havde bygget sig op gennem lang tid, og gennem længere tid havde flere elever fortalt os, at skolehverdagen føltes utryg og uforudsigelig.

Kendte problemer

Jeg har tidligere arbejdet i klasser med flere udadreagerende elever. Jeg har oplevet, hvordan hverdagen kom til at handle om konflikthåndtering, og hvordan ellers velfungerende elever udviklede skolevægring.

Derfor er jeg bekymret. Ikke kun for den elev, der har det svært, men også for de elever, der hver eneste dag møder uro, konflikter og uforudsigelighed. Det er her, mange lærere oplever moralsk stress: Når vi ved, hvad der burde gøres, men mangler mulighederne for at gøre det.

Vold mod lærere er desværre ikke et enkeltstående problem. Mere end hver tredje lærer har været udsat for fysisk vold på arbejdet inden for det seneste år. Derfor skal der være nultolerance over for vold. Men debatten må også handle om, hvad der sker med resten af klassen, når hjælpen kommer for sent.

Forskning i skolevægring viser, at børn med alvorligt fravær ofte oplever mistrivsel, manglende tilhørsforhold, manglende nærvær og en følelse af ikke at blive set eller hørt. Det bør få os til at spørge, om vi reagerer tidligt nok. I dag kan der gå lang tid, før elever med omfattende udfordringer får den rette støtte eller et mere specialiseret tilbud.

Fællesskabets ret

Men hvad koster ventetiden for barnet, medarbejderne og resten af klassen? I vores tilfælde var problemerne kendte, og vi havde gjort opmærksom på dem længe. Men der kom ikke den nødvendige ekstra støtte.

Vi har i årevis diskuteret den enkelte elevs ret til at være en del af fællesskabet. Måske er tiden kommet til også at diskutere fællesskabets ret til at fungere. En klasse er også et fællesskab, hvor børn har ret til ro, tryghed og undervisning.

Det betyder ikke, at børn med store udfordringer skal ekskluderes. Men det betyder, at vi må spørge os selv, om vi nogle gange holder for længe fast i løsninger, som hverken gavner barnet selv eller de øvrige elever.

Når skoler gennem længere tid peger på alvorlige udfordringer, bør hjælpen komme hurtigere, hvad enten løsningen er to-lærerordninger, ekstra støtte eller et særligt tilbud for eleven. Det afgørende er, at vi ikke lader børn, medarbejdere og klasser vente, mens problemerne vokser.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal hjælpe børn med store udfordringer. Men jeg forstår ikke, hvorfor vi accepterer, at hjælpen ofte kommer så sent, at både barnet, klassefællesskabet og medarbejderne betaler prisen. Det er den debat, vi burde tage. Ikke efter den næste voldsomme episode, men før den opstår.