Jeg blev bange for at tage på arbejde på skolen

Tilbage i august skrev jeg om at være en ung, arbejdsløs lærer, der havde sendt over 200 jobansøgninger. Jeg bad om en chance. Og jeg fik den! Et barselsvikariat. Jeg var glad og fuld af gåpåmod, for nu havde jeg fået en fod indenfor. 

Men det, der startede som en drøm, endte i et mareridt, hvor jeg blev bange for at tage på arbejde. 

Jeg har i løbet af to måneder oplevet at blive sparket og slået, bidt, kradset, skubbet ned ad en trappe og truet med saks. Jeg har evakueret en klasse, fordi en klassekammerat gik amok. Jeg har skrevet utallige krænkelsesskemaer. Bedt om hjælp, konsekvenser, opbakning og om handling, der gør en reel forskel. Men hvad har svaret fra ledelsen været?  

"Vi kan ikke bare smide elever ud."   

"Har du prøvet at skærme eleven?”  

”Hvad med en prikpude? Eller en tyngdebamse?”  

"Jeg forstår, det er svært."  

Svært? Nej, det er farligt. Og sådan skal det ikke være at gå på arbejde. 

Jeg blev ødelagt

Danmark mangler lærere. I valgkampen foreslog flere partier endda, at der skal være endnu flere, så lærermanglen bliver bare større. Derfor undrer jeg mig over, at vi ikke bliver passet bedre på, når vi bliver ansat på en skole. Særligt os nyuddannede.

Som jeg ser det, skal vi tale åbent om, at vi har et skolesystem, hvor politikere og ledelser råber på flere lærere – men hvor det er svært at blive ansat, og hvor det kan være svært at gå trygt på arbejde. Så lad mig spørge jer politikere og skoleledere, der laver reglerne:

Hvorfor ansætter I os nyuddannede uden tilstrækkelig beskyttelse?  Hvorfor taler I om trivsel, men ignorerer daglige overfald? Hvordan kan I forvente, at vi bliver, selv når vi bliver ødelagt?

Og ja, jeg blev ødelagt efter, at jeg endelig havde fået håbet tilbage om at blive en del af en spændende og lærerig skolehverdag.

Det handler om overlevelse

Jeg bad ikke om medlidenhed sidst, da jeg søgte efter lærerjob, og jeg beder ikke om det nu. Jeg beder om, at politikere og skoleledelser tager ansvar og handler.

Der er virkelig brug for konsekvenser, når elever er voldelige, og der er brug for en plan, der ikke bare handler om, at man som lærer skal være boksebold, ringe til forældrene og lave endnu et krænkelsesskema. Og så ellers starte forfra.

Jeg er ikke længere på den skole, og jeg har det godt nu. Men oplevelsen har vist mig, hvor afgørende ledelse er. Jeg har heldigvis også været på skoler, hvor det fungerer. Hvor vold ikke er en del af hverdagen, og hvor lærerne bliver beskyttet og har opbakning. Det kan altså godt lade sig gøre. 

Jeg opgiver derfor ikke drømmen om at være lærer. Men min konklusion efter det vikariat er klar: Lærermangel handler ikke kun om at få os ansat. Den handler også om at lade os overleve i jobbet - og om at skabe arbejdspladser, hvor vi faktisk har lyst til at blive.