Det irriterer mig grænseløst, at jeg ikke må stemme om min egen fremtid

Allerede før introugen overhovedet var skudt i gang på læreruddannelsen, stod de der. Repræsentanterne fra Lærerstuderendes Landskreds (LL), LB Forsikring og Danmarks Lærerforening (DLF). Vi fik det banket ind i hovederne fra start: Du skal melde dig ind i fællesskabet! Sammen står vi stærkere! Budskabet var ikke til at tage fejl af. Vi skulle være en del af flokken, og vi lod os hverve.

Nu er jeg så medlem. Jeg betaler til fællesskabet, jeg tager vikartimer ude i virkelighedens folkeskole, og jeg uddanner mig til at blive en af dem, der skal bære vores uddannelsessystem videre. Men her under OK26-forhandlingerne har piben fået en anden lyd.

Jeg må nemlig ikke stemme til lærernes overenskomst.

Som lærerstuderende, lærervikar og kommende folkeskolelærer får jeg absolut ingen indflydelse på de arbejdsvilkår, der bliver forhandlet hjem lige nu. Vilkår, som vel at mærke skal gælde om et par år – præcis det tidspunkt, hvor jeg står med mit eksamensbevis i hånden og træder fuldt ind i professionen.

Virkeligheden kalder på forbedringer

Jeg ser præcis, hvorfor der er et skrigende behov for at forbedre de vilkår. Både i min praktik og i min dagligdag som vikar oplever jeg på tæt hold, hvordan stressramte kolleger knækker nakken på arbejdspresset. Jeg har stået med ustrukturerede og kaotiske elevflokke, som er på deres tredje lærer, fordi de foregående har måttet kaste håndklædet i ringen. Jeg har overtaget klasser uden skyggen af en vikarplan, simpelthen fordi den lærer, der netop er bukket under for presset, ikke har haft overskuddet til at lægge en.

Jeg mærker allerede nu konsekvenserne af de pressede rammer ude i min hverdag, og jeg kan med egne øjne se, hvad der venter mig i mit kommende arbejdsliv. Alligevel skal jeg arve et overenskomstresultat, som jeg har været forment adgang til at have en holdning til i stemmeboksen.

Det irriterer mig grænseløst.

Jeg kender godt de støvede fagretlige argumenter. At man teknisk set skal være ansat under en specifik overenskomst for at få lov til at stemme om den. Men den logik klinger bare utroligt hult, når det var DLF og LL selv, der stod til opstartsfesterne og solgte mig ideen om ét stort, solidarisk fællesskab for både lærere og studerende.

Hvis fællesskabet kun gælder, når der skal hverves betalende medlemmer og udleveres kuglepenne med logo på, men ikke når der skal træffes reelle beslutninger om min og mine medstuderendes fremtid – ja, så kan det vel egentlig også bare være ligemeget?

Lige nu føles mit medlemskab udelukkende som en støttebillet til en kamp, jeg ikke må spille med i. Måske skulle jeg bare melde mig ud af fællesskabet og spare mine penge, indtil den dag, DLF vurderer, at jeg er blevet værdig nok til at få en stemme.