Jeg blev lærer før skolereformen og før fastlagt tilstedeværelsestid. Dengang havde ledelsen og samfundet tillid til, at vi løste vores opgaver inden for den normerede arbejdstid. Hvordan og hvornår arbejdet blev udført, var i højere grad op til os selv.
Jeg var alenemor til tvillinger. Fleksibiliteten gjorde, at jeg kunne hente mine børn tidligt efter undervisning og møder. Havde jeg haft en nat uden søvn, kunne jeg arbejde senere. Ofte forberedte jeg undervisning om aftenen. Jeg var glad for mit arbejde og havde meget få sygedage.
I dag oplever jeg en helt anden virkelighed hos mine yngre kollegaer. De er underlagt fast tilstedeværelsestid på 35 timer om ugen på deres arbejdsplads uanset livssituation, søvnunderskud eller arbejdspres.
Flere og flere lærere går ned i tid for at kunne holde til arbejdspresset. Fordi systemet ikke giver plads til et fleksibelt arbejdsliv
Tina Vittrup Lærer og kandidat til Styrelsen i Aarhus Lærerforening
Lad os tage et eksempel: I Aarhus Kommune må tilstedeværelsestiden først begynde kl. 7.45. Ønsker en lærer at møde tidligere for at kunne gå før, er det ikke muligt. Det er heller ikke muligt at være til stede 40 timer i den ene uge og 30 i en anden. Det er ikke fleksibilitet. Det er kontrol.
Ingen hjemmearbejdsdage
Efter corona har mange arbejdspladser, også i det offentlige, indført hjemmearbejdsdage og større frihed under ansvar. Skolen er gået den modsatte vej - selvom forskning tydeligt viser, at fleksibilitet og autonomi øger trivsel, engagement og kvalitet. Konsekvensen er til at tage og føle på: Flere og flere lærere går ned i tid for at kunne holde til arbejdspresset. Ikke fordi de mangler vilje eller ansvarsfølelse, men fordi systemet ikke giver plads til et fleksibelt arbejdsliv.
Hvis politikerne vil fastholde og rekruttere dygtige lærere, kræver det et opgør med detailstyringen af arbejdstiden. Giv skolerne og lærerne frihed til at tilrettelægge arbejdet professionelt og under ansvar.
Til landets skolepolitikere og kommunalbestyrelser: Stol på lærerne. Giv fleksibiliteten tilbage. Ellers fortsætter flugten fra folkeskolen.
Med de gamle arbejdstidsregler kunne jeg være alenemor til tvillinger. Det kan man ikke i dag
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.