Der ligger et kynisk regnestykke bag vores lønstigning

Ved første øjekast ligner OK26 et pænt "ja". 79 procent har stemt ja. Lønnen stiger da også, og vi ser ud til at følge med den private lønudvikling.

Men bag de glittede procenter gemmer sig en dyster virkelighed: En voksende del af vores lønpakke bliver spist op af prisen for et arbejdsmiljø i knæ.

Vi ser det på to fronter, som begge rammer lærernes pengepung hårdt: Pension og lønnedgang.

Pensionskassen som skadestue

En stadig større del af vores pensionsindbetalinger går til dækning ved tab af erhvervsevne. Det er os selv, der finansierer de kollegaer, som knækker nakken på et grænseløst arbejde og dårlige vilkår. Prisen for den menneskelige nedslidning bliver sendt direkte videre til os selv via forsikringspræmierne i pensionskassen. Det er reelt en selvbetalt forsikring mod et system, der slider os op.

Men det stopper ikke her. Rundt om på lærerværelserne ser jeg flere og flere dygtige kollegaer, der "frivilligt" går ned i tid. Ikke fordi de har lyst til at tjene mindre, men fordi det er den eneste måde, de kan holde til jobbet på.

Når man går ned på 30 timer for at kunne overkomme en arbejdsmængde, der svarer til 37, så er det i virkeligheden en direkte lønnedgang for at købe sig til et tåleligt arbejdsmiljø.

Vi betaler altså dobbelt: Vi afleverer en del af vores løn her og nu for at kunne holde til at gå på arbejde, og vi afleverer en del af vores pension for at samle dem op, der alligevel ikke holdt.

Arbejdsmiljøkrise

Regnestykket er kynisk: Arbejdsgiverne (KL) sparer penge på vores nedsatte tid, mens vi selv polstrer os mod de skader, deres manglende investeringer i arbejdsvilkår forårsager.

Vi kan ikke blive ved med at juble over lønkroner, hvis de i virkeligheden bare er en omplacering af midler til at håndtere en arbejdsmiljøkrise, som systemet burde have løst for længst. Et "ja" til OK26 må ikke blive en accept af, at vi selv skal betale prisen for vores egen nedslidning.