Der findes ingen standard­løsninger for elever i skolevægring

Vive har for nyligt udgivet en rapport om langvarigt, bekymrende skolefravær, som har ramt mig lige i hjertet. Ikke fordi den fortæller mig noget nyt, men fordi den beskriver en udvikling, jeg har været vidne til gennem mit arbejdsliv.

Jeg fik mit første lærerjob i 2019. Ni måneder senere ramte corona min 4. klasse med fuld kraft. Pludselig underviste vi fra Teams. Det var en stejl læringskurve, men også en tid, hvor vi opfandt skolen på ny.

Da eleverne kom tilbage, sad de i små hold med den samme lærer, og lokalområdet blev vores klasselokale. Men det var også en usikker tid, hvor vi ikke kunne svare på elevernes spørgsmål om fremtiden.

Jeg gik på barsel midt i det hele, og da jeg kom tilbage, begyndte jeg for alvor at se konsekvenserne af coronanedlukningerne. For første gang oplevede jeg elever, som langsomt forsvandt ud af klassefællesskabet. Ikke elever, der pjækkede eller bare havde en dårlig uge, men elever, som gradvist mistede grebet om skolen. De forsvandt bare.

Glider væk fra fællesskabet

Ingen af os var særligt godt rustet til opgaven. Vi havde ikke et fælles sprog for det, og heller ikke mange redskaber. Som tillidsrepræsentant havde jeg været med til at støtte sygemeldte kolleger tilbage på arbejde ved hjælp af skemaer med grønne, gule og røde markeringer. I vores iver efter at hjælpe forsøgte vi at overføre den tankegang til børn i massiv mistrivsel. Set i bakspejlet var det en umulig opgave.

Problemet handlede ikke om motivation eller planlægning. Det handlede om børn, der var blevet så pressede, at de ikke længere kunne være i skolen.

Til sidst mistede jeg selv gejsten for lærerjobbet. Ikke fordi jeg ikke ville arbejdet længere, men fordi jeg oplevede, at jeg ikke kunne være den lærer, eleverne havde brug for. Jeg kunne ikke skabe den ro og de rammer, som både eleverne og jeg længtes efter.

Så jeg forlod folkeskolen.

I to år fulgte jeg udviklingen fra sidelinjen og så, hvordan flere og flere børn gled væk fra fællesskabet. Flere og flere endte i langvarigt fravær. I dag er jeg tilbage i lærerrollen, dog i et lidt andet format.

Nu underviser jeg sammen med andre seje lærere elever med skolevægring. Elever fra mange forskellige folkeskoler, som har været hjemme i måneder eller år. Elever der er blevet så syge af at være i skole, at de ikke længere kan forestille sig at vende tilbage.

Ingen standardløsninger

Vores arbejde handler ikke om at presse dem tilbage i klassen hurtigst muligt. Det handler om at øve skolen. At genopbygge tillid. At vise dem, at skolen ikke er farlig. For når man har været hjemme i 14 måneder, kan skolen hurtigt vokse til et monster inde i hovedet. Det findes der findes ikke et quickfix for.

Mange lærere, pædagoger og ledere har stået med en opgave med elever i skolvægring, som viste sig at være langt større, end nogen af os forestillede os. Nogle har kæmpet videre. Andre har, ligesom jeg, kastet håndklædet i ringen undervejs. Ikke fordi vi var ligeglade.

Derfor er jeg glad for, at rapporten fra Vive peger på tidlig indsats, forebyggelse og individuelle løsninger. For det er præcis det, jeg ser virke hver eneste dag. Når et barn får tid, når familien bliver taget alvorligt, når vi stopper med at lede efter standardløsninger og i stedet undersøger, hvad der er på spil for netop dette barn.

Det kræver tid. Det kræver penge. Og det kræver tålmodighed. Men det virker. Og hvis vi virkelig mener, at alle børn har ret til at være en del af et klassefællesskab, så er det en investering, vi ikke har råd til at miste.