Det er sikkert velmenende, men lærere, psykologer og forældre siger alt for ofte ”overbelastet”

Ordet overbelastet er en stor del af det pædagogiske sprog, vi bruger, når vi beskriver børn i folkeskolen.

Jeg møder i stigende grad ordet i teammøder, PPR-samtaler og i dialogen med lærere og forældre. Overbelastet bruges f.eks. til at beskrive et barn, der reagerer med uro, trækker sig fra fællesskabet eller ikke deltager i undervisningen. Forklaringen bliver ofte, at barnet er blevet overbelastet.

Begrebet overbelastning udspringer af en velmenende ambition om at forstå barnet frem for at bebrejde det. Når vi taler om overbelastning, signalerer vi, at barnet ikke nødvendigvis er trodsigt, umotiveret eller uopdragent. Vi ønsker at pege på en mulig ubalance mellem de krav, barnet møder, og de ressourcer, barnet har til rådighed i situationen. Det er i sig selv et vigtigt perspektiv.

Konkrete beskrivelser

Hvis et barn beskrives som overbelastet, får vi så den nødvendige indsigt i, hvad der konkret er udfordrende?  Er barnet udfordret af støj og sanseindtryk? Har det svært ved at forstå og sortere i informationer? Bliver det usikkert i sociale situationer? Oplever det et følelsesmæssigt pres? Eller mangler det strategier til at skabe overblik? Begrebet indikerer, at noget er blevet for meget, men ikke hvad der er blevet for meget.

Spørgsmålet er, om begrebet overbelastning rent faktisk hjælper os til at forstå barnet bedre?

Jeg tror det ikke, for det risikerer at blive et ord, der definerer for meget og forklarer for lidt. For generelt og unuanceret, med andre ord.

En god sagsbehandling er kendetegnet ved gode beskrivelser, grundig analyse og pædagogiske handlinger, der imødekommer barnets behov. Hvis vi kan beskrive, at barnet oplever informationspres, har svært ved at skabe struktur i mange beskeder eller mister overblikket i komplekse sociale sammenhænge, åbner der sig konkrete muligheder for pædagogiske handlinger.

Det er meget mere konkret end ”overbelastet”.

Når selvreguleringen udfordres, kan barnet miste overblik og handle på måder, som omgivelserne oplever som uhensigtsmæssige.

Det betyder ikke nødvendigvis, at barnet er overbelastet. Det kan også betyde, at barnet befinder sig i en situation, hvor kravene overstiger dets aktuelle reguleringskapacitet.

Når vi flytter fokus fra en generel tilstand til en konkret forståelse af barnets oplevelse, bliver vores indsats mere målrettet. Så kan vi arbejde med sprog som støtte til at læse situationer, struktur, forudsigelighed, relationsstøtte, pauser, bevægelse – afhængigt af, hvad barnet har brug for.

Vi skal ikke afgøre, om et barn er overbelastet

Som lærere, pædagoger og PPR-medarbejdere bør vi spørge os selv: Hvad er det, barnet forsøger at håndtere? Hvilke krav opleves som uoverskuelige? Hvilke ressourcer mangler barnet i situationen? Hvad kan vi ændre i omgivelserne? Hvordan kan vi styrke barnets færdigheder?

Opgaven er ikke at afgøre, om et barn er overbelastet. Opgaven er gennem et velvalgt sprog at beskrive, forstå og forklare adfærd ud fra barnets perspektiv – og imødekomme barnet og omgivelserne.

Det er ikke hjælpsomt at tale om overbelastede børn. I stedet skal vi pege på konkrete strategier og handlemuligheder, som kan bidrage til det enkelte barns udvikling, læring, trivsel og styrke barnets udviklings- og læringsmiljøer.