Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Debat

Børn med langvarigt skolefravær skal hjælpes tilbage til en anden hverdag end den, de forlod

Ambitionen for børn, der er væk fra skolen i lange perioder, må være større end fremmøde.

Anine Thilqvist
Anine Thilqvist Børneergoterapeut og Forperson for Ergoterapifagligt Selskab for Børn og Unge
Start debatten
8. oktober 2026, kl. 05:00
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Start debatten

Skolefravær fylder med god grund i den offentlige debat. Lars Løkke Rasmussen (M) har peget på det grundlæggende problem: Vi kan investere nok så mange milliarder i god undervisning, men det hjælper ikke meget, hvis børnene ikke møder op.

Han har en vigtig pointe. Børn skal have adgang til undervisning og fællesskaber. Men som børneergoterapeut savner jeg, at vi dvæler ved, hvad det egentlig er, vi vil have børnene tilbage til.

For vejen tilbage handler ikke kun om, at barnet igen kommer ind ad skolens dør. Den handler også om, hvorvidt skoledagen faktisk er mulig at deltage i.

Her kan ergoterapeutisk faglighed bidrage ved at undersøge, hvad i læringsmiljøet der understøtter eller belaster barnets deltagelse.

Nogle børn skal hjælpes tilbage til skolen. Men de skal ikke nødvendigvis tilbage til præcis den hverdag, de forlod

Anine Thilqvist Forperson for Ergoterapifagligt Selskab for Børn og Unge 

Et barn kan for eksempel vende tilbage til klassen efter længere tids skolefravær, men hurtigt blive belastet af lyd, bevægelse og mange synsindtryk. Ergoterapeuten kan observere barnet i undervisningen og undersøge, hvornår belastningen stiger.

Måske handler det om placeringen i klassen, støjkilder, lys, bevægelse omkring barnet eller mængden af visuelt materiale. Små ændringer kan betyde, at barnet fortsat deltager i den samme undervisning, men med færre konkurrerende sanseindtryk.

Presset starter længe før det første fravær

Når et barn ikke længere kan komme i skole, er fraværet det, vi kan tælle. Barnets deltagelse i hverdagen kan have været under pres længe før den første fraværsdag.

Måske forsvandt fritidsaktiviteten først. Legeaftalerne blev færre. Morgenerne blev sværere. Barnet begyndte at bruge frikvartererne på at trække sig i stedet for at lege. Eftermiddagen gik med at komme sig efter skoledagen, og familien indrettede resten af hverdagen efter, at barnet skulle have kræfter nok til næste morgen.

Når skolefraværet kan tælles, kan barnets deltagelse allerede have været i sammenbrud længe.

Det bør få betydning for den måde, vi hjælper børn tilbage på.

En skoledag stiller flere krav end de faglige

En skoledag stiller mange skjulte krav ud over det faglige. Barnet skal sortere i lyd, synsindtryk og bevægelse, skifte aktivitet, orientere sig socialt, regulere opmærksomhed og kropslig uro, forstå beskeder, håndtere uforudsigelighed – og samtidig have kapacitet tilbage til at lære.

Et dansk studie af 1.723 børn i folkeskolen viste, at 21,3 procent havde vanskeligheder med sansebearbejdning. Det bør minde os om, at børn ikke møder skolen med de samme forudsætninger for at håndtere dens krav.

Når vi taler om at få børn tilbage i skole, taler vi ofte om motivation, relationer, trivsel, struktur og gradvis tilbagevenden. Det er vigtigt. Men vi må også undersøge selve aktiviteterne og betingelserne for at kunne deltage i dem.

Hvis et barn mærker, at kroppen er overbelastet eller udmattet, kan vores svar ikke altid være endnu en strategi, der gør det muligt at fortsætte lidt længere. At kunne mærke et stop er også vigtig information.

Her har ergoterapeutisk faglighed noget væsentligt at bidrage med. Vi ser ikke kun på, om barnet kan udføre en aktivitet, men også på aktivitetens krav, barnets forudsætninger, omgivelserne og den pris, deltagelsen kræver.

Det kan for eksempel være et barn, som efter en periode med skolefravær har svært ved længerevarende bordarbejde. Måske skal barnet kunne stå ved bordet, have en lille fidget, bruge høreværn i særligt støjende perioder eller få mulighed for korte bevægelser undervejs.

Barnet deltager fortsat i undervisningen. Det skal bare ikke nødvendigvis gøre det på præcis samme måde som de andre.

Nogle børn skal hjælpes tilbage til skolen. Men de skal ikke nødvendigvis tilbage til præcis den hverdag, de forlod.

Ambitionen må være større end fremmøde. Målet er, at barnet igen får et hverdagsliv, det kan deltage i.

Start debatten

Læs også

  • Kære Magnus Heunicke. Vi skal skrotte vores gammeldags måde at registrere fravær på
    Debat

    Kære Magnus Heunicke. Vi skal skrotte vores gammeldags måde at registrere fravær på

    Kristina Malmer Rasmussen Pædagogisk konsulent i Odense Kommunes Fraværsteam
  • Anne Vestergaard
    Debat

    Nej tak til mere fraværsforskning - vi skal have lærernes erfaringer på banen

    Anne Vestergaard Lærer, forfatter og podcastvært
  • Casper Søe-Larsen
    Debat

    Vi har gjort fremmøde til et valg - og skolen betaler prisen

    Casper Søe-Larsen Formand for Børne- og Familieudvalget i Thisted Kommune (LA)
3 relaterede artikler
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Børn med langvarigt skolefravær skal hjælpes tilbage til en anden hverdag end den, de forlod

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS