7 år i folkeskolen sled mig op. På privatskolen er det helt anderledes

Jeg må erkende, at jeg har haft det dårligt. Som at ligge under en dyne så tung, at jeg hverken kunne mærke mig selv eller se lyset fra vinduet.

Jeg er lige startet som lærer på en privatskole. Nyt hjem, nye rammer, 250 nye navne på en uge. Alt er nyt – undtagen faget. Fysik/kemi ændrer sig ikke meget på folkeskoleniveau. Men noget andet er ændret: Eleverne. Stemningen. Mit humør. Min glæde.

Og det har fået mig til at overveje: Har den dyne, jeg lå under i folkeskolen, været så tung, at jeg ikke længere kunne mærke mig selv?

I folkeskolen lærte jeg at lægge bånd på mig selv. Forældre og elever kom til at diktere, hvem jeg skulle være. Jeg tog en slags lærer-kittel på – som læger, der skal være omsorgsfulde, men uden at tage patienterne med hjem.

Jeg lærte også, at jeg skulle være skraldespand. Tonen, ordene jeg blev kaldt, den manglende respekt. Jeg var ikke et menneske – jeg var “læreren”. Og når et barn sagde nej, fik barnet ret, for vi voksne havde ingen vægt. En kollega sagde engang, at vores eneste værktøj var kærlighed. Og det brugte jeg. Til der ikke var mere.

Færre konflikter i privatskolen

For jeg levede i frygt. Frygt for forældres beskeder. Frygt for at sige noget forkert. Frygt for ikke at være god nok. Frygt for at virke for nær. Det sled mig ned.

Men nu, på privatskolen, sagde en elev efter blot en uge: “Det var en god time.”

Faktisk sagde flere det, og jeg ledte nervøst efter en skjult årsag, noget strategisk.

Syv år i folkeskolen har sat sig som en frygt, gjort mig lille og fjernet min person. På privatskolen skal jeg nu lære at stole på roen. Den kommer faktisk. Jeg skal huske, at min plan bliver fulgt, at eleverne deltager, at de forstår, at vi skaber rummet sammen. Det handler ikke længere om at overleve timen. Det handler om at lære.

Det kan være, at eleverne her trives i tydelig struktur, eller måske er rammerne bare gode for dem. Der er færre konflikter. De samarbejder bredere. De virker glade for hinanden.

Jeg opdager nu, at jeg har ligget under en dyne og glemt mig selv – glemt hvorfor jeg blev lærer. Fordi jeg elsker at undervise.

Så ja, jeg forstår godt, hvorfor nogle forældre vælger privatskoler til deres børn. Men mister folkeskolen også sine lærere på et tidspunkt? Hvad sker der, når der ikke er flere tilbage til at stå i frontlinjen med en udtømt brandslukker?

På privatskolen skal jeg ikke længere slukke brande. Jeg underviser dem, der vil lære, og som vil være en del af det fælles læringsrum.

Og jeg spørger: Er jeg virkelig den eneste, der bare ønsker at undervise og se glæden i elevernes øjne, når de knækker koden eller forstår noget nyt?

Det er den glæde, jeg har fundet igen. På privatskolen.