Det er helt urimeligt, at vi bliver klandret for ikke at løfte inklusionsopgaven

Lige nu kan man dagligt i fagbladet Folkeskolen læse en serie om privatskoler versus folkeskoler.

Gang på gang skal vi i de frie grundskoler lægge øre til, at vi ikke løfter det sociale ansvar og ikke tager vores andel af inklusionseleverne. Det er bare ikke rigtigt, og det gør ondt i et lærerhjerte at læse det.  

Sammenlignet med folkeskolen gør vi det nemlig ret godt. Vi har klasser med stor mangfoldighed, vi har procentvis lige så mange elever med diagnoser som folkeskolen har, og den seneste opgørelse fra ministeriet viser, at vi har flere enkeltintegrerede inklusionselever end folkeskolen.

Men der er et men. Der er faktisk to. De frie skoler har hverken specialklasser eller specialskoler. Det må vi ikke have. Så de frie skoler må udskrive elever, som ikke kan inkluderes i den almene undervisning, og sende dem til kommunerne.

Frie skoler løfter inklusionsopgaven

Derfor vil der være flere inklusionselever i kommunerne end på de frie skoler. Men det skyldes, at vi ikke må tilbyde segregeret specialundervisning, som man må i kommunen.

Det synes derfor helt urimeligt, at det bliver skudt os i skoene, at vi ikke løfter inklusionsopgaven.  Tværtimod. Vi tager ansvar for vores elever og ønsker dem det allerbedste.

Jeg medgiver: Det kan på papiret se ud som om, at de frie skoler nonchalant udskriver elever til folkeskolen, når opgaven ikke kan løftes. Men sådan er systemet sat sammen. Det vil jeg ønske, man husker på, når man fremover skyder os noget andet i skoene.