Vi holder hvad vi lover

Mette Severin bruger meget af sin tid sammen med de ni piger i pigeklassen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mette Severin har været lærer i pigeklassen fra begyndelsen.

'Det begyndte egentlig som et forsøg. Lederen af Humlehaveskolen blev kontaktet af kommunens Børne- og Ungdomsforvaltning. Der var tre piger, som havde været igennem en række forskellige skoleprojekter og anbringelser på ungdomspensioner. Men alt var hidtil mislykkedes. Skolen tilbød pigerne undervisning, indtil de fandt en anden løsning', fortæller Mette Severin.

Det gik op for lærerne, at der faktisk var en større gruppe piger, som ikke passede ind i de eksisterende rammer. Da det lykkedes at fastholde pigerne i et længere forløb, blev klassen efter et halvt år udvidet til at omfatte seks piger.

I dag går der ni piger i klassen. Ifølge Mette Severin er det lidt for mange.

'Det perfekte er seks. Men behovet er stigende, og vi kan ikke lide at sige nej. En overgang var vi oppe på at have tolv, men det var alt for mange'.

Projektets overordnede målsætning er at gøre pigerne i stand til at leve et tåleligt liv, så de kan se sig selv i spejlet.

'Det er et skole-omsorgs-projekt med stor vægt på omsorgsdelen. Pigerne har stort behov for tryghed. Vi følger hjertet frem for en bestemt pædagogik i vores arbejde. Uanset hvor destruktiv pigernes adfærd kan være, så tror vi på, at de indeholder noget værdifuldt, og det lader vi dem mærke. De fleste af pigerne er som udgangspunkt meget skeptiske over for voksne, så vi bruger meget energi på at skabe et tillidsforhold til hver enkelt. Som lærere skal vi dog samtidig være opmærksomme på, at det for pigerne er vigtigt, at det også er skole. Det betyder meget for deres selvopfattelse at kunne sige, at de går i skole', understreger Mette Severin.

Hun er ikke i tvivl om, at pigeklassen er en succes.

'Pigerne modnes meget, mens de går her. De lærer at få tillid til voksne, og de fleste klarer sig også ret godt fagligt. Jeg tror, at grunden til, at det her projekt er lykkedes, er, at vi møder pigerne, hvor de er, og ikke, hvor de burde være. Vi svigter dem aldrig, ligegyldig hvad de roder sig ind i, og vi holder altid, hvad vi lover', siger Mette Severin.sh