Hvordan fortæller man i teaterform 8.-klasseelever om, hvorfor danske soldater går i krig? Det spørgsmål stillede jeg mig selv, inden jeg så "Soldaten" på årets Aprilfestival. Jeg sad på bænken i en mørklagt gymnastiksal og skelede flere gange til det unge publikum og deres umiddelbare reaktioner. For de har ikke nødvendigvis som os voksne, gennem dokumentarer og spillefilm om Danmarks krigsindsats i Afghanistan, en erfaring om, at der stort set altid er krig i verden, selvom vi vil freden.

De to skuespillere Mikkel Hansen og Maria la Cour, begge i armytøj, åbner forestillingen – storebror fortæller lillesøster om sin romantiske drøm om at gå ud i verden og ”gøre en forskel”. Han er træt af det kedelige liv med mor og far i parcelhuset, han vil væk.

I Robert Parrs sikre instruktion ser vi den unge fyr, der blot er en stor følsom dreng, da han går i krig. Senere kommer han hjem som et opløst menneske, der er nødt til at flytte ud i skoven for at hele sine traumer. Mikkel Hansen er en spinkel dreng, der helt tydeligt forandrer sig med tyngden af tungt militærudstyr og de oplevelser, han ikke kan få væk fra nethinden.

Det er vejsidebomber, døde kammerater og hans barske oplevelse af i selvforsvar at dræbe et lille barn brugt som skjold af Taleban. Alt det kunne fortælles firkantet, men Robert Parr har instrueret nænsomt og nuanceret, og dramaturg Michael Ramløse sikrer, at vi på intet tidspunkt kommer ud i hverken krigsromantik eller sentimentalitet.

Maria la Cour spiller lillesøster, nervøs mor i mobiltelefon til Afghanistan og en barsk og realistisk feltlæge. Hun hopper elegant ud og ind af rollerne.

Krigen bliver fortalt gennem bombebrag, råb og skrig, men ellers forskånes vi for de mest modbydelige krigsbilleder. Soldaten bliver såret, og i en scene med inspiration fra 70'ernes satiriske tv-serie "M.A.S.H" bliver han opereret med rustne tænger og store sakse, og ud kommer spaghettitarme og til sidst et rødt hjerte. Det er komisk og forfærdeligt på én gang

Der er et lille håb i forestillingen. Lillesøster erkender, at hendes elskede gamle storebror ikke eksisterer mere, hun vil nu prøve at elske den nye.

Fair Play har en sikker hånd med at fortælle en barsk historie til unge på 8.-10. årgang. De unge, jeg sad ved siden af, var helt opslugt og engagerede. "Soldaten" er pædagogisk vellykket, på intet tidspunkt lades det unge publikum i stikken med grimme krigsscener, og alligevel forstår vi gennem soldatens skuffelse og traume, at han er mærket for livet. Det er en meget vigtig forestilling.