Direktør i KL Kristian Heunicke har et råd til lærere, der ikke oplever, at de kan lykkes med arbejdet under de nuværende rammer:”Det kan godt være I synes, det er frygteligt naivt, men vi synes, man skal gøre det, som man gør på enhver anden arbejdsplads: Man skal snakke med sin leder om det. Det er det, man bør gøre, og det er det bedste råd, jeg kan give”.

KL vil ikke åbne lærernes arbejdstid

De 'hegnspæle', der er om lærernes arbejdstid skal fastholdes, og løsninger på problemer med lærernes arbejdstid skal findes lokalt, lyder meldingen fra Kristian Heunicke, som er KL’s nye chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi synes jo, at hegnspælene omkring arbejdstid står fast.  Vi har meget svært ved at se, at der skulle være ræson i at lave om på dem og svært ved at se, at der skulle være nogen politisk opbakning til det", siger direktør i KL Kristian Heunicke, som bliver KL's chefforhandler ved overenskomstforhandlingerne i 2018. 

Dermed lægger han på forhånd afstand til lærerne, for de første DLF-debatter om hvilke krav lærerne skal stille ved overenskomstforhandlingerne viser, at emnet arbejdstid stadig er centralt for lærerne.

Kristian Heunicke gik i går ind i løvens hule, da han talte til DLF's kredsformænd på en overenskomstkomstkonference i Nyborg. Her gjorde han klart, at den kommunale økonomi er presset, og at det ikke ser ud til at blive bedre i den kommende tid:

"Når det kommer til folkeskoleområdet, så har vi sådan set holdt udgifterne relativt konstante siden 2008. Udgifterne har været svagt faldende per elev frem til 2013 og derefter svagt stigende", sagde han til de forsamlede lærerkredsformænd og gjorde klart, at KL ikke forventer flere penge, og at det er på den baggrund, at lærernes og KL's forhandlere skal forsøge at nå frem til et overenskomstresultat.

OK18: Vi kommer til at snakke arbejdstid

KL: Positiv udvikling i folkeskolen

Kristian Heunicke sagde prøvende, at i KL's optik går det faktisk rimeligt godt i folkeskolen:

"Her skal man passe meget på, hvilke ord man bruger, men det går på en række parametre godt. Vi synes, der er positive tegn. Der er nogle anerkendte variabler, som viser, at der er en positiv udvikling, som ser ud til at fortsætte", lød det fra direktøren, og han opremsede et række områder, hvor han mener, at folkeskolen udvikler sig positivt.  

"Vi må konstatere, at vi klarer os rimeligt pænt i Pisa. Vi ligger på en række områder bedre, end vi har gjort. Udviklingen er entydigt positiv. Det er i høj grad jeres fortjeneste. Det bør I være stolte af, jeg synes det er godt".

Også når det gælder afgangskarakterer og trivsel er der fremgang, sagde Kristian Heunicke.

"Afgangskaraktererne i 9. klasse er steget. Men også andelen af elever med 2 eller derover er steget. Det er måske en indikator på, at man får løftet noget af bunden", sagde han. "Når det gælder elevernes trivsel, så ser det i vores optik meget godt ud. Det er nogle meget svage tendenser, det skal vi indrømme, men det er positivt, og den generelle score ser rimelig fornuftig ud".

Kredsformænd: Hvordan stiller DLF krav om arbejdstid?

Han glæder sig også over, at unges interesse for lærerfaget er øget. 

"Det er et meget positivt tegn, at der er øget søgning til lærerstudiet. Det er andet år, vi ser en stigning. Det er dog fra et meget lavt niveau. Vi så også gerne, at der var flere end, der er på det her niveau".

Tallene er ikke så overbevisende, at han vil skrive under på, at der bliver uddannet lærere nok.

"Det kan man godt være en smule i tvivl om. Det er ikke sådan, at vi føler os fuldstændig overbeviste om det", sagde han.

Frustrerede lærere

Men selv om han ser fremgang i folkeskolen, så ser han også modstandere blandt lærerne - blandt andet når han læser lærernes kommentarer på folkeskolen.dk.

"Samlet set er der nogle indikatorer, som er positive. Men der er også nogle lærere, som åbenlyst ikke er særlig tilfredse - i hvert fald er deres forening ikke særlig tilfreds", lød det fra KL-direktøren.

Chefforhandler: "OK18 kan blive der, hvor samarbejdstraditioner brydes"

KL har været med ved seks regionale møder, hvor repræsentanter fra kommuner og skoler mødtes for at evaluere det arbejdstidsbilag, som parterne blev enige om ved overenskomstforhandlingerne i 2015. Her blev det klart, at der lokalt er fundet mange løsninger på de problemer, der er opstået.

"Vores konklusion på nuværende tidspunkt er, at de nuværende aftaler giver gode muligheder for at tilrettelægge arbejdet på den enkelte skole. Vi lægger også vægt på, at folkeskolen har brug for ro og ikke yderligere regler og indblanding".

Men der er stadig udfordringer:

"Det betyder ikke, at alt er godt. Det er et problem, at vores meget store medarbejdergruppe ikke føler sig med".

Også KL ser steder, hvor det kan gå bedre, sagde Kristian Heunicke.

"Eksempelvis når det gælder opgaveoversigter. Der kan vi se, at nogle ledere har fundet gode modeller for, hvordan man har dialog med lærerne om opgaverne. Det er ikke noget, der er alle steder, og der er brug for forbedring" .

Han så også gerne, at lederne var kommet meget længere med at differentiere forberedelsestiden mellem lærerne.

"Der er vi ikke langt. Det er kontroversielt hos jer. Det var noget vi gerne ville, men det er der meget få ledere, der har givet sig i kast med. Det er noget, man opfatter som vanskeligt - ikke nødvendigvis på grund modstand fra lærergruppen, men også fordi det er en meget stor opgave".

KL: Ryd op i målstyring

Kristian Heunicke mener, at de er behov for en mere "fornuftig måde" at arbejde med målstyring på.

"Vi er faktisk enige i, at det er gået vidt, og der er måske behov for at få ryddet op i det. KL har generelt en mere pragmatisk holdning til mål. Vi er optaget af, at kan man finde en bedre balance i forhold til medarbejdernes motivation, så det er noget, som vi gerne vil være med til at diskutere".

KL bakker op om færre bindende mål 

Giv skolen ro

Han understreger, at reformer og arbejdstidslov er gennemført med stor politisk opbakning, og netop derfor mener han heller ikke, at arbejdstiden skal forhandles.

"Hegnspælene står fast. Vi er et sted, hvor vi understøtter den lokale dialog. Jeg har svært ved at se, at man kan sadle om i forhold til den proces".

KL vil heller ikke kæmpe for en kortere skoledag. 

"De faktiske forhold i jernindustrien ville være, at hvis man forkorter skoledagen, så ville der komme en diskussion om at skrue resurserne ned. Jeg kan ikke se, at den diskussion om skoledagens længde i praksis kan løsrives fra resursediskussionen. Og resurserne er der behov for, hvis vi skal komme i mål med reformen".

Til de lærere, som ikke oplever, at de kan lykkes med arbejdet under de nuværende rammer, har han et råd.

"Det kan godt være I synes, det er frygteligt naivt, men vi synes, man skal gøre det, som man gør på enhver anden arbejdsplads: Man skal snakke med sin leder om det.  Det er det, man bør gøre, og det er det bedste råd, jeg kan give".

Powered by Labrador CMS