Debat

Manglende tid til forberedelse og efterbehandling :-(

Så er den første rapport om implementeringen af folkeskolereformen kommet, og ikke overraskende peger den bl.a. på, at lærerne mangler tid til forberedelse af undervisningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange af rapportens lærere er aktivt i gang med at inddrage reformens elementer i deres undervisning, men de mangler tid til at få alle de (mere eller mindre) nye elementer til at spille sammen i undervisningen, så de kan leve op til reformens formål.

Det er der sådan set ikke noget overraskende i. Enhver med en smule logisk sans kan godt gennemskue, at skal man inden for den samme arbejdstid levere mere undervisning, vil der være mindre tid til forberedelse, efterbehandling og samarbejde. Skal man samtidig udvikle/ændre sin undervisning på flere områder, vil det være endnu et parameter i den forkerte retning rent forberedelsesmæssigt.

Hvis kvaliteten af undervisningen skal højnes, kræver det tid til didaktiske drøftelser med fagfæller, så de nye elementer inddrages positivt med mere og bedre læring hos eleverne til følge.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Som modsvar på denne udfordring får lærerne så at vide, at de bare skal dele deres undervisningsforløb med hinanden, og det er da også en besnærende tanke, men i praksis kan man ikke bare overtage et forløb, hvor en bestemt elevgruppe har været i tankerne i planlægningen, og ’køre det af’ på en anden elevgruppe. Det vil i hvert fald ikke have det tiltænkte og ønskede udbytte. Man bliver nødt til at redidaktisere eller redesigne forløbet til den elevgruppe, der nu er målgruppen, og det kræver også tid.

Er man så heldig at være på en skole med faglige vejledere, kan man her få hjælp til udviking af sin undervisning, men denne proces kræver både vilje til forandring, tillid til hinanden og igen tid og ro til fælles refleksion og tid til at forberede og efterbehandle både vejledningssituationen og den nye undervisning.

Jeg er overbevist om, at netop dette tidspres er en af de allerstørste udfordringer for lærerne efter reformens indførelse, og det er derfor et af de allervigtigste fokuspunkter for DLF i de kommende år. Vi skal gå positivt ind i udviklingen af skolen, hvor som helst det giver mening, men vi må også vedblive med at forklare, at bedre kvalitet ikke kommer af sig selv, hvis bare lærerne er presset i bund, men skal udvikles og afprøves i en hverdag, hvor der er tid til refleksion og kreativ tænkning.

DLF kan fx samle aftaler sammen fra hele landet i en database, hvor tillidsvalgte kan få inspiration til nye løsninger på udfordringerne. Kredsene skal klædes rigtig godt på til arbejdet, og de skal klæde tillidsmænd på alle skoler lige så godt på. Det skal aldrig være sådan, at lærere føler sig alene i kampen for ordentlige arbejdsforhold.