Debat

Sammen gør vi en forskel - kandidat til Hovedstyrelsen

En ung kredsformand lægger billet ind på et sæde i Hovedstyrelsen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mit navn er Morten Kvist Refskov, og jeg er kandidat til Hovedstyrelsen, fordi vi har brug for friske kræfter. Jeg er overbevist om, at jeg med energi, mod og nye idéer kan gøre en positiv forskel for folkeskolen og alle medlemmer af Danmarks Lærerforening.

For mig er et sæde i Hovedstyrelsen ikke alene en adgang til at repræsentere medlemmerne og være medbestemmende, når det kommer til foreningens politik. Det er også en talerstol over for vores administrative og politiske ledere og over for samfundet i det hele taget. Der er noget, der skal siges, og der er nogen, der skal turde sige det.

OK15 var udslagsgivende for min beslutning om at melde mit kandidatur. Jeg er fortsat dybt ind i hjertet ærgerlig over foreningens håndtering af overenskomstforløbet, og jeg er uenig i strategien, som, jeg mener, splitter os. Vi kan ikke leve med, at vi er blevet umyndiggjort, og at medlemmernes arbejdsvilkår - og dermed arbejdsmiljø - er blevet et lokalt anliggende.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Jeg vil vedholdende kæmpe for, at Danmarks Lærerforenings indflydelse og aftaleret er landsdækkende; at vi dyrker solidariteten og fællesskabet og modsætter os øget individualisering og konkurrencestatslogik. Vi skal ikke lade os kyse af vilkårs- og nødvendighedsretorik. Vi skal derimod stå sammen og tro på, at vi med sammenhold og fælles styrke kan forandre vores og folkeskolens forhold til det bedre. Sammen gør vi en forskel.

I Hovedstyrelsen vil jeg arbejde for:

  • En central arbejdstidsaftale, som tager sit afsæt i vores professionsideal og sikrer os ensartede og rimelige arbejdsvilkår.
  • Et opgør med lokallønstænkningen på alle vores overenskomstområder, da individuelle og resultatorienterede lønmodeller er ødelæggende for vores måde at holde skole på.
  • En tilbagerulning af folkeskolereformen, som i sin tilblivelse, form og diskurs er et historisk ødelæggende overgreb på folkeskolen og lærerne.  
  • En inkluderende folkeskole med et ordentligt arbejdsmiljø, hvor inklusion er et pædagogisk mål, som nås med pædagogi-ske midler og ikke er et middel til primært at nå et økonomisk mål.
  • En genrejsning af lærernes og folkeskolens status og anseelse med fokus på lærernes professionelle praksis og dømmekraft, metodeansvar, ytringsfrihed og ledelseskvalitet.

Mit valggrundlag kan ses i sin fulde form HER

Jeg vil løbende lægge materiale op HER

Jeg søger naturligvis opbakning til mit kandidatur. Så er du enig med mig, er du mere end velkommen til at dele med andre. Jeg får brug for støtte fra nær og fjern for at komme ind. Tak!

Med håbefuld hilsen

Morten Refskov, formand for Ballerup Lærerforening og kandidat til Hovedstyrelsen