Børn med ADHD tænker ikke i konsekvenser

Hvis børn med ADHD kunne regne ud, at de ville få problemer ud af at lade være med at gøre, som der blev sagt, ville de reagere anderledes. Lærere og andre voksne er nødt til at opdrage dem fundamentalt anderledes, end de selv er blevet opdraget.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi tror, eleverne har et valg: 'Hvis du kaster den støvle igennem vinduet, bliver vi vrede på dig'. Men hvis du har ADHD, er oppe at køre og ved, at du får det bedre af at kaste støvlen, så tænker du ikke i konsekvenser. Derfor har eleven ikke et valg. Vi mennesker foretager i det hele taget ganske få valg med tænkning. Vi vælger med vores følelser, og så finder vi en fornuftig forklaring på vores valg bagefter", sagde Hanne Veje på en konference om ADHD i Århus.

Hanne Veje er daglig leder af Støttecompagniet, der tilbyder støttekontaktforløb omkring børn, unge og voksne med autisme, Aspergers syndrom, ADHD, Tourettes syndrom og lignende tilstande.

Nilfisk = dobbeltseng

Almindelige opdragelsesmetoder fungerer ikke over for børn med ADHD.

"Mennesker, der kan opføre sig ordentligt, gør det. Men det kræver overblik, udholdenhed, impulskontrol, fleksibilitet, forståelse af sammenhænge, efterrettelighed, og at man kan tåle stress. Os med 500 watt i mentallampen kan hurtigt omstille os til en ny opgave, men det kan børn med udviklingsforstyrrelser ikke", sagde Hanne Veje og brugte forholdet mellem mænd og kvinder til at illustrere, hvor svært det kan være at sætte sig ind i, hvordan andre tænker.

"Kvinder tror, de ved, hvordan mænd tænker. Men det gør de ikke. Jeg har lige været til fødselsdag, og efter middagen fordelte vi os som altid i to grupper med kvinder og mænd hver for sig. En af de andre kvinder beklagede sig over, at hun altid skulle fixe babysitteren. Ja selvfølgelig, for hun holder strøm på de sociale netværk. Hun taler i telefon med sin mor og med hans mor, og så klarer hun den lille opgave undervejs. Jeg har da aldrig set hendes mand gå rundt og beklage sig over, at hun aldrig finder boremaskinen til ham".

En anden kvinde fortalte, at hun havde lovet sig selv, at hvis manden ikke støvsugede, så gad hun ikke være kærlig. Men det fik ham ikke til at gribe støvsugeren.

"Så må hun kommunikere sit budskab, så manden kan forstå det. Hæng en tegning op på køleskabet af en Nilfisk = dobbeltseng. Når man ser, hvor galt det kan gå mellem kønnene, kan man bedre forstå, hvor galt det kan gå med børn med ADHD", sagde Hanne Veje.

Børn med ADHD mangler efterrettelighed

Vi mennesker vil grundlæggende gerne have, at de andre i flokken synes, vi et er okay individ. Derfor siger vi ja til at gøre en tjeneste, uden at vide, hvad den består i. Det kaldes efterrettelighed, og den evne mangler børn med ADHD.

"De spørger, hvorfor de skal gøre én en tjeneste. Altså: What's in it for me? Det er ikke et spørgsmål om dårlig opdragelse, men om mangel på efterrettelighed. Alle børnene løber ind fra frikvarter, når de ringer ind, undtagen Kenneth. Han spørger, hvorfor han dog skal løbe ind. Fordi han skal. Nå! I kan ikke stille krav til en efterrettelighed, som han ikke har", sagde Hanne Veje.

Det fører kun til ballade, hvis man presser børn med ADHD på deres efterrettelighed.

"De bliver stressede af krav, som de umuligt kan honorere. Derfor skal vi tænke spejlvendt og motivere dem til at følge flokken, når det ringer ind".

Lærerne skal være tydelige

Det kræver sin mand at tænke spejlvendt, for det er langt lettere at gribe fat i det, man kender fra sin egen barndom.

"Når et barn gør noget, vi ikke vil have, bliver vi vrede, for det har vi selv været udsat for. Hvis det ikke virker, skruer vi endnu mere op, men det virker ikke, så det skal vi holde op med. En skideballe handler udelukkede om, at vi selv skal af med dampen, men for et barn, der lever i en verden af kaos, bliver kaos endnu værre, når voksne skælder ud".

I stedet skal lærerne være tydelige og forudsigelige.

"Vi ved, at de her børn har svært ved at forudsige andres adfærd. Samtidig har de problemer med deres impulskontrol, så de er søde små selvkørende katastrofer. Derfor skal vi tilpasse vores krav til dem og motivere dem med belønninger og overgangshandlinger, hvor de for lov at gøre noget, som de synes er sjovt. Alt er tilladt, så længe det opbygger deres tillid til den voksne. Børn lærer af lærere, de kan lide. Når tilliden er til stede, er alle indstillet på at samarbejde".

Smit eleven med din ro

Affekter som glæde, overraskelse, vrede, angst, frygt, skam og afsky er medfødte. Så når mødregruppen er samlet, og en baby begynder at græde, græder de andre babyer i sympati.

"Babyen kan mærke, at hun bliver ked af det, og så kalder hun på sin mor, og der andre babyer stemmer i. Når de bliver større, forstår de, at følelsen kommer fra et andet barn, og så kan de kontrollere deres egne følelser. Det er første skridt mod udviklingen af empati. Det mangler børn med ADHD, så når den voksne hidser sig op, reagerer barnet med ADHD som en syv-otte måneder gammel baby. Han bliver også vred", sagde Hanne Veje.

Som voksne bliver man bombarderet med affektsmitte fra børn med ADHD.

"Vi har en plan, som vi skal gennemføre, men det går ikke altid, som vi gerne vil have. Det gør det anstrengende at være sammen med børnene. Hvis vi skal overleve, skal vi tilpasse vores krav helt vildt godt, og når en elev er på vej i affekt, skal vi respektere det personlige rum. Vi har tendens til at gå tæt på og kramme ham, men det virker langt bedre, hvis vi møder ham med et afslappet kropssprog. Vi skal smitte ham med vores ro", sagde Hanne Veje.

Konferencen var arrangeret af Confex Danmark A/S.