Regeringen har kørt en folkeskolereform i stilling, som skal løfte folkeskolen ud af hængedyndet. Fra dag 1. har man villet uddanne den bedste generation nogensinde. Meget skal nås, gøres og rettes. Skolen er jo både for dyr, for resultatløs og for doven, hører vi.

Heldigvis kom ministeren til at tænke på restaurant Noma. Måske havde hun ligefrem selv været der, måske havde hun bare hørt om den. I ægte Noma-stil skal det bedste fra norden bringes i spil på en sådan måde, at den danske folkeskole igen kan ligge i front. Christine Antorini fandt på navnet Ny Nordisk Skole. Det virkede måske lidt luftigt og flagrende, men det var vist noget med praksiserfaringer der dur. Ideen om at børn skal gå i heldagsskole, har længe været socialdemokratisk hjerteblod. Fra Vollsmose til Søllerød skal børn gå i skole hele dagen. Det er nemlig vigtigt at få alle med, også selvom man allerede er det.

 I løbet af nogen tid blev der udtænkt forskellige komponenter der alle skulle hjælpe til at gøre en god skole bedre. Eksempelvis: Flere børn i klassen, flere inkluderede børn i klassen, mindre forberedelsestid til lærerne, flere fyrede lærere, flere ikke-uddannede voksne i klassen, flere aktivitetstimer osv.

Mens politkerne tænkte på hvordan de synes skolen skulle indrettes, tikkede forskellige forskningsresultater fra den virkelige verden ind. Resultater som ikke helt faldt i tråd med dét der var ministerens plan.

Danske børn var nemlig slet ikke så ringe endda, hverken til dansk, matematik eller natur/teknik. De lå faktisk højt på listen. En undersøgelse viste også, at flere timer ikke nødvendigvis gav dygtigere børn. Fornylig kom det så frem, at privatskolerne har flere penge at gøre godt med end folkeskolen har. Selvom forskning og almindelig statistik konkluderede dette, holdt ministeren fast i sit. Det hun troede, var nu alligevel det rigtige at tro.

Hvis man var ordfører i opposition, ville der være rigtig meget at tage fat i. Eksempelvis kunne man spørge ” Hvilken effekt vil forskningsresultaterne have på den førte politik?” Der var bare ikke så mange der var uenige med regeringen. Kun EL og LA synes det var lidt underligt. LA bad derfor  CA forklare sig. Denne forklaring har offentligheden stadig til gode.

 Det er dog ikke kun LA der venter svar på paradokset. Det er også lærerne, men så sandelig også de 700.000 danske forældre, som i spænding venter på at få at vide, hvordan det kan være, at hun enemand ved bedst.

Spin og finanskrise har gjort, at skolepolitik pludselig ikke længere er noget der skal laves i dialog med fagfolk, og ej heller på baggrund af undersøgelser af virkeligheden. Dét er nyt, det er udansk og det er i sit væsen vældig arrogant.

Stærke kræfter er på spil i pengeknaphedens tid. SRSF og KL har forelsket sig i hinandens syn på folkeskolen. De indgik derfor en alliance, ikke officielt selvfølgelig. Men de er enige om, at reformen kun kan blive til noget, hvis lærerne betaler. De kan jo bare gøre mere for mindre!

Selvom den danske model har været skattet og båret Danmark langt, så erfarede kæresteparret, at modellen ikke længere dur i dagens samfund. Det hele skal være sådan lidt mere managementagtigt og fleksibelt i skolen. KL vil hellere have, at skolens ledere skal finde ud af hvad  lærerens mangeartede opgaver kræver af tid ift. lærerens kompetencer, antal inkluderede børn, differentieringsbehov, evaluering, klasseledelse, rettearbejde, opdatering i sit fag, forældregruppe osv. Alt sammen ganget ud på skolens 47 lærere.

Enhver kan jo nok se, at det er mindre rigidt, at lederen  bruger sin tid på at tælle timer, fremfor bare at give tid til at hele molevitten bliver løst, samtidig med at nye visioner ser dagens lys!                                       KL synes, at man er en rigtig leder, når man fortæller nogen, hvor meget tid der skal bruges på dit og dat. At arbejdstidsaftalen, for fodfolket virker efter hensigten -lidt ligesom færdselsreglerne, er ikke relevant. Nu skal de satans lærere til at lave noget -og lederne de skal lede!

Det er en lidt trist historie, forsøgt peppet op af en sjat ironi. Men tegner der sig ikke et uskønt billede? Et billede af, at demokratiske principper som længe har været vægtet højt, står for fald? At politikere melder flot ud, men det hele ender i tom retorik. Ord som: Partnerskab, dialog og inddragelse, er ikke længere en del af debatten. De ord er nu forstummet. For der er intet partnerskab, der er ingen dialog og der er ikke længere nogen inddragelse af de personer, der hver dag har fingrene i kagedejen. Tilbage er ultimative fjendtlige krav, fyldt af mistro og dybe afgrunde af uvidenhed omkring skolens og samfundets sammenhængskraft.

Hvad betyder det så?….tjoh, når nu Fru Antorini og Hr. Ziegler får deres vilje, og lærerne arbejder til de er ved at falde om, så vil der gå et par år før de nye politikere på posten finder ud af, at det heller ikke duede. Det ødelagde mere end det gjorde godt!

- Så er skolen da også for dyr, og for dårlig og for magelig og alt for elendig til at mit barn skal gå der! Så kan ”lægmandseksperterne” med deres synsninger og subjektive mavefornemmelser igen skyde med skarpt på den folkeskole, som ikke leverede varen. De vil også hver især mene, at de ved nøjagtig hvad der skal til, for at gøre det hele meget bedre. Jeg tillader mig stilfærdigt at tænke på, om man med samme skråsikkerhed ville diskutere med kirurgeren hvor snittet skal lægges, eller med piloten hvordan flyet skal landes.