Debat

16-18-21-25-31!?

-i første omgang kunne man tro, at dette var en af matematiklærernes månedsnødder her til jul. Det er dog ikke tilfældet ;)

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Engang i min grønne seminarietid påstod en foredragsholder, at fremtidens magthavere ville være de mennesker, der havde ordet i deres magt. Det skulle være bedre end fordums tid, hvor det var penge, våben eller styrke.



Det synes dog i disse dage at være dem, der har tallene i deres magt.

Jeg synes, at det var en geni-streg at overbyde KL med 25 timer/ugen!

Det gav store overskrifter i medierne, som man kan frygte er nutidens lobbyister. Selv Antorini havde kun positivt at sige om sagen. Hr. og Fru Danmark foran fjernsynet blev glade, for nu var lærerne åbentbart kommet i julehumør ved time-gavebordet.

Selvfølgelig fik en del lærere nok kaffen galt i halsen, for 25 timer giver godt 31 lektioner om ugen, og at komme med sådan en udmelding sent torsdag (træt torsdag) efter manisk-mandag, tynd-reform-tirsdag, opgivende-onsdag, virker 25 timer som dråben der fik bægeret til at flyde over og forvandle træt torsdag til tåbelige-torsdag.

Men tal er ikke de sandhedsvidner de gøres til, for hvad dækker de egentlig over?

Omdrejningspunktet er frikvartererne.
DLF foreslog en sammenhængende skoledag med 25 timer om ugen.
Hvis jeg kan få en sammenhængende undervisningsdag fra 8-13 fem dage om ugen, så er jeg op på de 25 lektioner, som DLF har "overbudt" med.

KL's Michael Ziegler er da heller ikke imponeret og kalder det for tal-fuskeri.

Så nu handler det om begrebsafklaring, for når KL kalder alt andet end undervisninge for forberedelse, så kan DLF jo forvandle frikvartererne til undervisningstid, som lærerne selv skal råde over med sin klasse med pædagogikken som motiv. Hvilket jeg synes er både rigtigt over for børnene og rigtigt over for os lærere.

Selvfølgelig skal lærerene have bedre mulighed for at planlægge undervisningen både mht. form, indhold og tid. Jeg ved, at min skemalægger vil rive sig i håret, men selvfølgelig skal det kunne lade sig gøre!

Derfor er Michael Ziegler ikke særligt imponeret og derfor kan debatten nu køre sin skæve gang og handle om skænderi om ord og ikke indhold.

Men det er meget vigtigt at lytte til hvad KL forstår som undervisning.
Undervisning kræver nemlig forberedelse! Derfor tæller dette dobbelt (lidt endnu i hvert fald) - og her tænker jeg på planlægning af undervisning og ikke forberedelse i den nuværende OK-forstand.

KL har taget patent på "lektiecafé" som element, der IKKE kræver forberedelse! Men hvis jeg skal være sammen med mine 25 elever og "gå-til-hånde" og hjælpe dem efter tur, med hver deres lektie givetvis i alle skolens fag, så er det UNDERVISNING. Vi kan godt snakke om lektiecafé, hvis det er frivilligt om man vil komme. Ellers ikke.

På den måde kan man nu opleve en snak om lettere arbejdsbyrde, da der nu eksisterer ikke-forberedeleses-krævende undervisning!

Forøvrigt er det jo lidt absurd, at Folketinget KL og DLF er enige om et uddannelsesløft, mens det "bare" skal være en lærer til lektiehjælp. Giver det ikke mere kvalitet at tænke nul lektier men flere timer sammen med faglæreren?

Hvor stopper KL's tankegang? Er det så kun undervisning, når jeg står ved tavlen og instruerer, holder oplæg eller forklarer, og at alt andet er lektiehjælp...? Ja, så skulle man da være en klovn, hvis man forsøger at undervise mere projektorienteret.

Nej vent! - Så kan vi mellem 8-10 stå og forklare de lektier, eleverne skal lave resten af dagen fra 12 til 16. Nej vel?! Det er klart, at det kræver mest forberedelse at sætte projekter igang. Men den type af forberedelse kræver meget meget mere, end det vi får nu. Så snakker vi altså mere end 1 times forberedelse til 10 minutters oplæg. Tænk foredragsholdere, forfattere, journalister, researchere.

Så kære forhandlere:
Undervisning er tid sammen med børnene hvor mål og indhold er som beskrevet i faghæfterne.
Frikvarterne er en del af mit pædagogiske råderum og bør høre under begrebet undervisning.
Lektiecafé er også undervisning.

Hvis alle lærere har et bånd sidst på dagen samtidig, hvor nogle elever laver lektier, mens andre har elevsamtaler, eller øver på deres fremlæggelser, så gerne uden forberedelse for mig, men ikke hvis KL kun ønsker at operere med de to begreber, vi har i dag, så er det undervisning. Kravet til ikke-forberedende aktiviteter må være flere varme hænder. Så det ikke bliver en spareøvelse med glidebane.

God abejdslyst!

Vh. Britt Jadesø