Inge Mette Kirkeby er en central skikkelse i debatten om skolen fysiske rum, derfor var hendes doktorafhandling om sammenhængen mellem pædagogik og arkitektur også ventet med spænding.

Kirkeby indfrier alle forventninger med en lærerig og tankevækkende afhandling. Nok primært ment som et værktøj til arkitekten, men også inspirerende for skolefolk, der skal renovere, ombygge, i gang med nybygninger eller bare ønsker at se på egen skole med nye øjne.

Mantraet i debatten om skolens rum har længe været "fleksibilitet". Det er også vigtigt at skabe fleksible rum, der kan imødekomme skiftende pædagogiske krav. Men prisen for sådanne multifleksible læringsmiljøer kan blive arkitektur, som usender utydelige eller forvirrende signaler om skolens hensigt, og den slags rum understøtter ikke lærernes arbejde eller elevernes læring - tværtimod. Dette dilemma giver bogen konstruktive bud på, således at fleksibiliteten sættes i relief i forhold til, hvad der kan være fleksibelt, hvorfor netop disse elementer er fleksible, og hvordan fleksibiliteten kan udmøntes funktionelt.

Der opstilles også en anvendelig analysemodel, der via aspekter i samspillet mellem pædagogik-arkitektur og mellem børn-rum opdeler konsistensen af disse samspil i fem "rum": det sociale rum, handlingens rum, det adfærdsregulerende rum, det betydningsbærende rum og det stemte rum. Sådanne perspektiver på læringsrum kan medvirke til at kvalificere dialog og beslutningsgrundlag for nytænkning og udformning af skolearkitektur og -miljø.

Den vigtigste faktor i undervisningen vil altid være læreren, men et velfungerende fysisk (og psykisk) arbejdsmiljø kan i høj grad medvirke til at fremme kvaliteten af lærerens virke.