De kommer lige fra champagne på lærerværelset.

Champagne, som kommunen har givet, fordi den er blevet frikendt for at have ydet dårlig undervisning til en læsesvag elev. Men lærerne Else Marie Kongsgaard, Inger Borgholm og Hanne Borre Andersen på Tingstrup Skole i Thisted føler sig ikke feststemte. De er først og fremmest lettede, og så tænker de på eleven, hvis forældre tabte deres sag.

»Det er synd for Mikkel«, siger Hanne Borre Andersen. »Han er blevet trukket gennem et maskineri, som han ikke kan være tjent med«.

Lettelsen er stor, efter at et næsten to år langt sagsforløb er overstået.

»Jeg var klasselærer for Mikkel Jensen, og i marts 2005 kom vores skoleinspektør hen og sagde til mig, at hans forældre ville lægge sag an mod kommunen. De ville have dækket deres udgifter til at sende ham på efterskole, fordi han ikke havde lært nok i folkeskolen. Det var ubehageligt, for det var underforstået, at de mente, at jeg ikke havde udført mit arbejde ordentligt«, fortæller Hanne Borre Andersen.

Orden i tingene

»Vi havde en pædagogisk weekend på skolen. Fredag aften blev sagen omtalt i tv. Det var hårdt at sidde med alle kollegerne omkring sig. Hvad mon de tænkte? Men de sagde: 'Vi ved, at du har orden i dine ting'«.

Hanne Borre Andersen siger endvidere, at hun hele vejen igennem har mødt stor opbakning fra sine kolleger, fra skolens ledelse og fra kommunens forvaltning, men ...

»At blive anklaget offentligt for ikke at have passet sit arbejde ordentligt. Det er meget ubehageligt«.

Inger Borgholm havde en ganske kort overgang Mikkel til specialundervisning og har derudover testet ham, lige før han forlod kommunen.

»Ud over mit arbejde på skolen underviser jeg også lærere i læsning. I den forbindelse har jeg indimellem fået positiv omtale i medierne i forbindelse med nye initiativer. Under denne sag har omtalen været helt anderledes. Jeg følte mit og skolens navn slæbt igennem sølet og blev ramt på min selvforståelse. Det værste var dog en dag, hvor jeg mødte en kollega fra en anden skole, og han hen over gågaden råbte: 'Hvad er den af, Inger, kan I ikke finde ud af at undervise jeres elever ordentligt?'« siger Inger Borgholm.

»Jeg er nok en psykisk stærk person«, siger Hanne Borre Andersen. »Derfor har jeg kunnet sige til mig selv, at jeg har gjort det så godt som muligt inden for de normer, der var, da Mikkel gik på skolen. Jeg vidste desuden, at jeg ville ham det bedste. Det har givet mig styrke til at ranke ryggen«.

Uvirkelig læsning

Noget af det, som har gjort særlig ondt, er mediernes dækning. Der stod blandt andet, at undervisningen var kedelig, og at Mikkel Jensen følte skolegangen som en lang ydmygelse.

»Det er uvirkeligt at læse sådan noget«, siger Hanne Borre Andersen. »Var det sandheden, burde skolens ledelse med det samme have grebet ind. Hver gang der blev bragt noget nyt i medierne, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Hvad bliver jeg nu angrebet for?«

Else Marie Kongsgaard underviste i perioder Mikkel i specialundervisning fra 2.-7. klasse, dog afbrudt af at han to gange et halvt år var på Det Centrale Læsekursus på Østre Skole i Thisted. Hun er derfor en af de lærere, der i forbindelse med retssagen skulle dokumentere skolens undervisningstiltag.

»Spørgsmålene var meget omfattende, og jeg blev meget bekymret for, om jeg huskede rigtigt, og om jeg havde gemt de rigtige papirer. Som lærer er jeg ikke vant til at have alt skrevet ned og gemme alle dokumenter i årevis. Men det bør man gøre. Ingen papirer i brændeovnen«, siger Else Marie Kongsgaard.

Forberedt på forsvar

»Det er første gang gennem 35 år med specialundervisning, at jeg har oplevet sådan en sag. Men jeg vil alligevel anbefale mine kolleger at gardere sig. Når man kan undervise en elev godt gennem syv år og pludselig blive mødt med en alvorlig anklage, så gælder det om at være forberedt på at kunne forsvare sig«, siger Else Marie Kongsgaard.

»Man kan aldrig vide, om der kommer forældre, der klager over undervisningen. Derfor er vi af skolens ledelse blevet rådet til at skrive referat, når vi har haft en samtale med forældre, og alt skal arkiveres. Jeg har taget den konsekvens, at jeg i detaljen vil kunne dokumentere, hvad jeg foretager mig. Jeg vil kunne svare, hvis man i 2012 kommer og spørger, hvad jeg lavede fra klokken 10 til 12 den 5. februar 2007«, siger Inger Borgholm.

Dokumentation tager tid, og lærere, der er på vagt over for anklager, satser på det sikre i stedet for at tage nye initiativer. Konsekvensen for lærerrollen er trist.

»Det skal helst være et uformelt samspil og en samarbejdslinje, hvor lærer, elev og forældre bakker hinanden op, og hvor alle har som mål, at eleven skal have den bedst mulige skolegang. Men når man kan ende i en retssal, ender man i en forsvarsposition«, siger Else Marie Kongsgaard.

Men trods alt har Inger Borgholm optimismen i behold.

»Vi har landsrettens ord for, at vi gør det godt som lærere. Det vil jeg have i baghovedet, når jeg møder forældre fremover. På den måde kan retssagen få et positivt efterspil«.

De tre lærere har valgt først at udtale sig nu, fordi de, kommunen og skolen ikke ønskede at påvirke retssagen.