Debat Kommentar
0   254

Uddannelse er et nationalt anliggende

For tiden har uddannelsespolitik en overordentlig fremtrædende position i den samlede EU-politik, men uddannelse er et suverænt nationalt anliggende

Et tankeeksperiment: Fælles uddannelsespolitik i EU? Harmonisering af uddannelserne i alle 25 medlemslande? Fælles europæiske læseplaner på alle niveauer af uddannelsessystemet fælles mål og værdier fælles vurdering og evaluering fælles eksamens- og karaktersystemer fælles finansieringsmodeller?

Nej, for uddannelsespolitik er ikke et fælles anliggende i EU, og det er der meget stor enighed om medlemslandene imellem. Uddannelse opfattes som et af de væsentligste elementer i det enkelte lands kulturelle identitet og egenart, og der er stærke følelser i spil, hvis der opstår fornemmelse af, at »nogen udefra« kommer og blander sig.

Artiklen fortsætter under banneret

Uddannelse er ikke et anliggende, som indgår i EU-traktaten. Her understreges det, at uddannelse er et suverænt nationalt anliggende for medlemslandene.

På den baggrund kan man med god ret spørge: Hvad er så meningen med en kommissær og et direktorat for uddannelse? Hvorfor holder undervisningsministrene rådsmøde? Hvad laver de, når de ikke kan træffe beslutninger?

Det tekniske svar lyder »den åbne koordinations metode«. Det enkle svar er, at medlemslandene kan lære af hinanden.

Men det betyder ikke, at rådsmøderne blot er et forum for erfaringsudveksling. Arbejdet i EU kan ganske afgjort aflæses i de enkelte landes uddannelsespolitik. De samme ideer har tilbøjelighed til at dukke op samtidig i EU-landene. Eksemplerne er velkendte: Faste læseplaner, skærpede nationale mål, evaluering på nationalt niveau, krav til lærerne om dokumentation for resultaterne af undervisningen, offentliggørelse af testresultater og karakterer, rangordning af skoler, fokus på social mobilitet. Det er temaer, som går igen i mange medlemslande.

For tiden har uddannelsespolitik en overordentlig fremtrædende position i den samlede EU-politik. Der er enighed om, at højt uddannelsesniveau er forudsætningen for velstand og velfærd i Europa. Kun med højt uddannede borgere kan EU-landene klare sig i fremtidens internationale konkurrence. »Livslang læring« for alle er ét af de fælles mål i EU. Statschef-erne har i den såkaldte Lissabon-proces sat sig en række meget ambitiøse mål benchmarks for uddannelsessystemerne. Målet er, at Europa i 2010 skal være verdens stærkeste og mest konkurrencedygtige økonomi og midlet til at nå målet er uddannelse. Landene har lovet hinanden, at der skal investeres i uddannelse. Kommissionen frigav i marts en midtvejsrapport, som er meget kritisk over for medlemslandenes indsats. Målene er langtfra nået, og den øgede indsats og investeringer lader vente på sig. På topmødet i marts blev det indbyrdes krav om øgede investeringer forladt og erstattet med krav til uddannelsesinstitutionerne om øget effektivitet.

Generelt kan vi som lærere være tilfredse med anerkendelsen af uddannelsernes betydning for fortsat velstand, vækst og velfærd. Men den store opmærksomhed har en bagside. Der er øget fokus på lærernes arbejde også i dagligdagen. Lærerne oplever at være under voldsomt pres. Derfor er det nødvendigt, at de europæiske lærerorganisationer samarbejder og har fælles strategier. For det er naturligvis ikke alle ideerne, der undfanges i Kommissionen og udveksles på ministerrådsmøderne, som forekommer lærerne umiddelbart spiselige. Udveksling af ideer og erfaringer på europæisk plan er også at kunne forberede sig på at gå til modstand mod dårlige ideer. Vi skal bruge hinandens erfaringer til at prøve at sikre, at vi ikke bliver rendt over ende.

Men vi skal samtidig benytte lejligheden til at kigger vores kolleger i andre EU-lande over skulderen. Vi kan lære af hinanden. Mange af vore europæiske kolleger har erfaringer gode og dårlige med evaluering og dokumentation af deres arbejde med eleverne. Her kan danske lærere hente argumenter mod kontrol og inspektion og for målsætninger og evaluering som værktøj i den daglige undervisning.

Viljen til at forsøge at lære af hinanden er der, men praktikernes rolle er (også) at sikre jordforbindelse. I denne sammenhæng er det væsentligt at understrege, at europæiske lærere i meget høj grad taler om deres arbejde og deres elever med samme sprog og samme glæde og engagement som danske lærere. Og det engagement er vel ikke det ringeste udgangspunkt for samarbejde og erfaringsudveksling.

Læs også på www.dlint.org


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ