0   305

Det kontroversielle

Spørgsmålet er, om den berømte udvikling ikke er løbet fra skolebestyrelsernes ret til at godkende undervisningsmidler

For nogle måneder siden trak en forfatter dele af en nys udgiven bog tilbage. Bogen var skrevet til brug i skolens undervisning og indeholdt en opgave, som lagde op til, at eleverne skulle skrive et afskedsbrev til deres forældre i forbindelse med et selvmord. Før beslutningen om ændringen af bogen lå en hidsig offentlig debat.

Bogen var kontroversiel, og det er den ikke den første bog, heller ikke skolebog, som har været gennem tiderne, også i nyeste tid. Hvem husker ikke den periode i 1970'erne, hvor den ene bog efter den anden blev krævet fjernet fra bibliotekernes hylder og elevernes tasker. Oftest drejede det sig om bøger, både fagbøger og skønlitteratur, som handlede om sex, religion og politik, og allerværst var det tilsyneladende, hvis der i bogen blev brugt et 'grimt' sprog.

Artiklen fortsætter under banneret

Debatten blev oftest heftig og bredte sig til de lokale aviser, hvis den da ikke ligefrem endte i de store dagblade, radio og tv. En betændt atmosfære bredte sig; store og ofte kunstige skel opstod mellem forældregrupper indbyrdes og mellem forældre og lærere. I enkelte tilfælde blev der endog truet med at anmelde bøgerne - ikke i avisen, men til politiet.

En del af forklaringen herpå var, at der faktisk udkom en del nye, samfundsrelaterede og -kritiske bøger i denne periode; en anden foklaring er, at den dengang nye styrelseslov for folkeskolen overlod skolenævnene den opgave at beslutte, hvilke undervisningsmidler der måtte bruges på skolen. Denne opgave blev dog oftest uddelegeret til skolebibliotekaren og lærerne, eventuelt med efterfølgende godkendelse i nævnet.

Læsernes verden

I dag, hvor folkeskolens styrelse er indarbejdet i selve folkeskoleloven, står stadig i paragraf 44, styk 4, at skolebestyrelsen godkender undervisningsmidler, men også nu bruges paragraffen i vid udstrækning til uddelegering. Alligevel og uanset uddelegering er der altså gennem tiderne jævnligt opstået konflikter i forbindelse med brug af kontroversielle undervisningsmidler, konflikter, som er blevet til 'sager'.

En pointe i denne sammenhæng er, at kontroversielle bøger og andre undervisningsmidler slet ikke findes, i hvert fald ikke i tilnærmelsesvis objektiv forstand. Der vil næppe udkomme litteraturhistoriske værker, som arbejder med en genre, som kaldes 'kontroversiel litteratur'. Det kontroversielle er nemlig ikke en egenskab ved bogen, sådan som det oftest fremstår i debatten - for eksempel om selvmordsopgaven i ovenfor omtalte bog.

Nej, det opstår i mødet mellem den konkrete bog og den konkrete læser og er et udtryk for læserens oplevelse af verden. Hvad der er kontroversielt for den ene, er det ikke for den anden. Og (!) hvad der er kontroversielt i den ene sammenhæng, behøver ikke nødvendigvis være det i en anden.

Havde eleverne i faget dansk arbejdet med en novelle, hvori en dreng begår selvmord uden at skrive afskedsbrev, og havde en arbejdsopgave her lagt op til, at eleverne skulle skrive den pågældende drengs brev til forældrene, så havde der været tale om 'meddigtning', som det hedder i den nye undervisningsvejledning for faget dansk, og ingen ville formentlig have gøet af det.

Betyder det så, at den omtalte selvmordsopgave var god nok, og at de lærere, som ikke ønsker at bruge den pågældende bog på grund af opgaven, udøver censur?

Svaret er nej. Der er intet galt i at finde opgaven forkert og usmagelig, at kritisere den og undlade at bruge den; censur kan der først være tale om, når man tager beslutninger for andre, uden at disse andre er involveret i det. En skolebestyrelse, som hen over hovedet på skolens lærere og imod disses vilje forbyder bogen, nærmer sig derimod i betænkelig grad censur. Og de griber i øvrigt ind i lærernes metodefrihed, som ikke kan skilles fra valget af undervisningsmidler, selvom det faktisk antydes i folkeskoleloven.

Hvad ville der i øvrigt ske, hvis en lærer - i og med sit valg af metode - kom på den idé at bruge den kontroversielle opgave uden at bruge bogen, ja uden måske nogen sinde at have set eller hørt om bogen?

Alt i denne verden

I det hele taget står vi med et dilemma hvad angår valg af undervisningsmidler, og spørgsmålet er, om den berømte udvikling ikke er løbet fra skolebestyrelsernes ret til at godkende dem, en ret, som endog er en pligt, for loven siger ikke 'kan godkende', men 'godkender'.

Den udvikling, der er tale om, vedrører dels folkeskolens nye læringsbegreb, dels den teknologiske udvikling. For betyder det nye læringsbegreb ikke, at vi også får et nyt undervisningsmiddelbegreb. Skal eleverne have (med)ansvar for deres egen læring, for eksempel når de arbejder projektorienteret, betyder det vel også, at de selv skal finde frem til lige præcis de materialer, som hjælper dem til at løse den opgave, som de har sat sig. Undervisningsmidler bliver til læringsmidler (spørgsmålet er, om vi ikke her og nu skal vænne os til at bruge dette ord), og disse læringsmidler vil eleverne indimellem finde frem til helt uden om lærere og skolebibliotekarer - og meget langt væk fra forældre og skolebestyrelser.

Hvad er da læringsmidler? Det er principielt alt i denne verden. Bøger, tegneserier, aviser, blade, tv, radio, video, cd'er, bånd og så videre - og alt, hvad vi kan få adgang til via den nye informationsteknologi, også på nettet.

En del af det, eleverne kan finde frem til, vil af mange forældre, og sikkert også lærere, blive betragtet som endog meget kontroversielt. Ofte vil vi slet ikke vide, at eleverne har været i forbindelse med det. Et klik på musen, og vi er et helt andet sted. Søgningen efter relevant stof vil være helt uden for kontrol, og er der to ord, som ofte har en del med hinanden at gøre (ud over at ligne hinanden), så er det kontrol og kontroversiel.

Hvor fronten er

Ingen skolebestyrelse og dårligt nok en lærer kan beslutte, om eleven må klikke i en konkret situation. Teknologien, som alle er enige om, at vi skal bruge i skolen, står i et uomgængeligt modsætningsforhold til den måde, som vi ofte søger at styre samme teknologi på. Det samme gælder som sagt læringsbegrebet.

Konklusionen er, at vi må formulere skolebestyrelsernes indflydelse på læringsmiddelområdet på en anden måde, end det er tilfældet i dag. Ligesom vi, og det gælder både forældre og lærere, må vænne os til at forholde os til det kontroversielle - alt det, vi ikke kan lide, alt det, vi ikke kan acceptere - på en ny måde.

For der er stadig ikke noget galt i at mene, at der er noget, som børn ikke bør udsættes for. At noget er bedre end noget andet. Skal vi slås om det, må vi imidlertid slås dér, hvor fronten er, og ikke dér, hvor den var engang.

Torben Weinreich er forfatter, ph.d. og lektor ved Danmarks Lærerhøjskole. Han skriver fast for Folkeskolen.

En del af det, eleverne kan finde frem til, vil af mange blive betragtet som meget kontroversielt. Ofte vil vi slet ikke vide det . . .

et klik på musen, og vi er et helt andet sted


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet